Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 23-11-2023
torsdag 23. nov, kl. 21:01
Østjyllands Politi: uddrag af dagens døgnrapport 23. november 2023
Opmærksom nabo slog alarm: 30-årig anholdt efter indbrud i villa
Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 13.00 en 30-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, efter han onsdag aften blev anholdt og sigtet for et indbrud i en villa på Helgesvej i Åbyhøj, hvor han blev taget på fersk gerning.
Omkring kl. 18.00 opdagede en årvågen nabo, at lyset i indkørslen tændte, og kort efter så han nogen luske rundt i haven. Da anmelderen vidste, at naboen ikke var hjemme, fik han hurtigt ringet til politiet, der få minutter efter var fremme på stedet. Patruljen kunne se en mand gå rundt inde i huset, og da han løb ud, blev han anholdt og sigtet for indbrud.
Han bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Ud over indbruddet onsdag sigtes han for tre yderligere indbrudsforhold begået tidligere på året.
I denne mørke tid er der ekstra god grund til at gøre livet sværere for indbrudstyvene og samarbejde med dine naboer for at undgå indbrud i jeres bydel.
Du kan gøre blandt andet følge disse gode forebyggende råd:
• Sæt timerstyring på dit lys indenfor
• Brug sensorstyret lys udenfor, som tænder når nogen går forbi
• Brug Nabohjælp og lav en god aftale med naboerne om at holde øje
• Ring 112 hvis du ser nogen i færd med at bryde ind
**
Endnu flere personer anholdt til fogedretten
Østjyllands Politi anholder jævnligt borger, der er udeblevet fra fogedretten og ikke har reageret på indkaldelser og rykkere – og onsdag morgen blev flere borgere vækket i de tidlige, mørke timer af politiet.
Foruden de 15 anholdte personer i Aarhus-området, som vi nævnte i gårsdagens døgnrapport, blev også 10 forskellige borgere i Randers-området aflagt et besøg af betjente fra Østjyllands Politis hundesektion og venligt informeret om, at de var anholdt til fogedretten.
Du kan blive indkaldt til fogedretten, hvis du eksempelvis skylder penge, og den der har penge til gode, beder om fogedrettens hjælp til at få inddrevet gælden fra dig. Du har pligt til at møde, og hvis du ikke gør, så risikerer du altså at blive afhentet af politiet.
Vi opfordrer igen i dag til, at du selv sørger for at møde op i retten som aftalt eller får lavet en aftale om, hvornår du kan møde op – så slipper vi også for at skulle ud at hente dig.
**
Kvinde udsat for røveri efterlyses
I løbet af de seneste uger har Østjyllands Politi set en håndfuld sager, hvor ældre kvinder har fået stjålet deres taske, og i sidste uge blev en 42-årig mand anholdt i forbindelse med efterforskningen af sagerne. Han blev varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Aarhus.
Den 42-årige er sigtet for at have begået flere tilfælde af tyveri og røveri mod primært ældre kvindelige borgere.
I forbindelse med den fortsatte efterforskning af sagerne har Østjyllands Politi brug for at komme i kontakt med en ældre kvinde, som torsdag den 4. oktober 2023 omkring kl. 14.45 blev udsat for et forsøg på røveri Åbyhøj.
Episoden fandt sted på Chr. Winthers Vej i nærheden af en frisør og Silkeborgvej. Her steg en mand ud af en lille hvid bil og trak kvindens taske ud af hænderne på hende, mens hun råbte og kæmpede imod. Til sidst opgav gerningsmanden og forlod stedet i den lille hvide bil i høj hastighed mod Søren Frichs Vej, da et vidne blandede sig.
Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med den ældre kvinde. Er det dig, kan du ringe til politiet på telefonnummer 114.
**
Knive og amfetamin beslaglagt i bil
En patrulje fra Østjyllands Politi blev natten til torsdag kl. 03.30 opmærksom på tre mænd i en bil på Randersvej i Aarhus N, og de besluttede efterfølgende at foretage en rutinekontrol.
Da betjentene bad den 24-årige mandlige fører om at vise sit kørekort, erkendte han straks, at han ikke havde noget, og at han i øvrigt var påvirket af amfetamin. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret.
Herefter blev bilen ransaget, og de to passagerer visiteret. Under førersædet i bilen lå en kniv, som den 24-årige blev sigtet for at besidde. En 26-årig mand, der sad på passagersædet ved siden af, blev også sigtet for overtrædelse af knivloven, da der også lå en kniv ved hans sæde.
På bagsædet sad en 39-årig mand, som blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde amfetamin på sig.
**
Sigtet for at have truet med kniv på skole
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 12.31 en anmeldelse om en episode på en skole i Tilst, hvor en elev skulle have truet en anden elev med en kniv.
En patrulje kørte til stedet, hvor en af de ældre elever blev anholdt og sigtet for trusler og for overtrædelse af knivloven. Kniven blev beslaglagt.
De sociale myndigheder og den anholdte drengs forældre blev underrettet.
Af hensyn til de involverede ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
Færdsel
Onsdag kl. 08.24 skete der et færdselsuheld i krydset Strandvejen/Sumatravej i Aarhus C. En 39-årig mandlig bilist foretog et højresving og ramte ind i en 63-årig mandlig cyklist, der var på vej ligeud. Cyklisten blev skubbet ind i en anden bil og ramte ned på asfalten. Den 63-årige var kortvarigt ukontaktbar og blev kørt til skadestuen til tjek, men han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den 39-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Onsdag kl. 15.58 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Tilst. En 32-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 44-årig mand, der blev skubbet op i en bil med en 21-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 32-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.
Onsdag kl. 20.41 skete der et færdselsuheld i krydset Nydamsvej/Egtvedsvej i Aarhus N. En 65-årig mandlig bilist kørte ud foran en 30-årig kvindelig cyklist, der ramte ind i bilen og ned på asfalten. Cyklisten pådrog sig nogle skader og blev kørt til skadestuen. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Natten til torsdag kl. 02.00 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Udbyhøjvej i Harridslev ved Randers NØ. En 21-årig mandlig passager i bilen blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde hash på sig, mens en 39-årig mand blev sigtet for overtrædelse af våbenloven, da han havde en peberspray på sig.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
• På Søndermarksvej i Vivild begået mellem tirsdag d. 21/11 kl. 14.00 og onsdag d. 22/11 kl. 07.40
• På Nordmanvej i Egå begået mellem tirsdag d. 21/11 kil. 19.30 og onsdag d. 22/11 kl. 11.00
• På Guldsmedegade i Aarhus C begået tirsdag d. 21/11 kl. 23.30
• På Rydevænget i Aarhus V begået onsdag d. 22/11 kl. 15.16
• På I.P. Jacobsens Vej i Åbyhøj begået onsdag d. 22/11 mellem kl. 08.00 og kl. 15.30
• På Hans Egedes Vej i Aarhus N begået mellem søndag d. 19/11 kl. 18.00 og onsdag d. 22/11 kl. 16.15
• På Helgesvej i Åbyhøj begået onsdag d. 22/11 kl. 18.00
• På Gavnøvænget i Tilst begået onsdag d. 22/11 mellem kl. 10.00 og kl. 21.00