Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 24-11-2023
fredag 24. nov, kl. 23:05
Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 24. november 2023.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Favrbovej, Føllenslev
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Rørhaven, Karlslunde
Vårgyvelvej, Karlslunde
Møllevang, Borup
Skærbyvej, Nykøbing Sj.
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Løvenborgvej, Regstrup
Agervænget, Regstrup
Færdselsuheld - Peder Billesvej / Gl. Ringstedvej, Holbæk
Kl. 08.13 var en bilist og en cyklist stødt sammen i krydset Peder Billesvej - Gl. Ringstedvej, så en ambulance var blevet tilkaldt.
Det viste sig, at en 71-årig kvinde fra Holbæk i en personbil var kørt ad Peder Billesvej mod sydøst frem til krydset ved Gl. Ringstedvej, hvor hun standsede før svingning til højre.
Efter fremkørsel over vigelinjen stødte hun sammen med en 46-årig kvinde fra Holbæk, som kørte på cykel ad Gl. Ringstedvej i sydvestlig retning i den hensigt at fortsætte ligeud i krydset.
Cyklisten blev i ambulancen bragt til sygehuset, hvor hun blev indlagt til behandling for knoglebrud, idet hun væltede som følge af påkørslen.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.
Særlig indsats mod mistænkelig mand i bil ved skoler - Ringsted
Midt- og Vestsjællands Politi iværksatte torsdag middag en særlig og diskret, men intensiv indsats i området ved skoler i Valdemarsgade / Dagmarsgade og i området ved et fritidshjem på Anlægsvej i Ringsted i et forsøg på at finde frem til en mistænkelig mand i en mindre grålig bil.
Baggrunden for den politimæssige indsats var indledningsvist en anmeldelse onsdag eftermiddag om en mand, der onsdag kl. ca. 14.00 på engelsk havde forsøgt at lokke en 9-årig pige ind i en bil ved at tilbyde et kontant pengebeløb. Pigen havde været undervejs fra en skole i Valdemarsgade / Dagmarsgade mod et fritidshjem på Anlægsvej, da hun var blevet kontaktet af den fremmede mand.
Under efterforskningen af denne anmeldelse blev politiet bekendt med endnu en episode omtrent på samme tidspunkt, men dagen før om tirsdagen og i samme område, hvor en 10-årig pige var blevet kontaktet af en fremmed mand i bil. Manden havde også i dette tilfælde forsøgt at lokke den 10-årige pige ind i bilen med et tilbud om penge, men pigen var løbet fra stedet og havde gemt sig i det grønne område Anlægget.
Den politimæssige indsats i løbet af torsdagen førte ikke til identifikation af den mistænkelige mand, der kunne beskrives som 55-60 årig, engelsktalende og kørende i en mindre grå personbil.
Politiet ser alvorligt på anmeldelserne om lokke pigerne ind i bilen, men kan dog på nuværende tidspunkt ikke konkret vurdere, hvad mandens reelle hensigt har været.
I præventivt øjemed har politiet fredag morgen været synligt til stede i området ved de to skoler i Valdemarsgade / Dagmarsgade i Ringsted for at kunne have præventive samtaler med både forældre, børn og personale på de to skoler.
Efterforskningen i sagen fortsætter i et forsøg på at få identificeret både manden og hans bil, så det kan blive afklaret, hvad der reelt ligger bag hans henvendelser til pigerne. Oplysninger om manden eller hans bil kan gives til politiet på tlf. 114.
Sprøjtemidler stjålet fra landbrugsejendom - Føllenslev - Kalundborg
Kl. 13.25 anmeldte en 58-årig gårdejer fra Føllenslev, at sprøjtemidler af forskellige mærker og til en samlet værdi på ca. 200.000 kr. var blevet stjålet.
Sprøjtemidlerne havde været opbevaret i en lagerhal ved en landbrugsejendom, hvorfra de siden fredag i sidste uge var blevet stjålet på et ukendt tidspunkt og af p.t. ukendte tyve, der havde skaffet sig adgang til lagerhallen gennem en dør.
Sprøjtemidlerne er til erhvervsmæssig brug inden for landbrugserhvervet, hvorfor politiet gerne vil høre fra personer, der enten har kendskab til opbevaring af de stjålne sprøjtemidler eller måske har fået dem tilbudt på uautoriseret måde, idet sprøjtemidlerne ikke kan købes i detailhandlen.
Oplysninger i sagen kan gives til politiet på tlf. 114.
Færdselsuheld - Bonderupvej / Egholmvej, Store-Merløse - Holbæk
Kl. 14.07 var to bilister stødt sammen på Bonderupvej ved sidevejen Egholmvej i Store-Merløse, så en ambulance var sendt til stedet.
Politiet fik efterfølgende klarlagt, at en 59-årig mand fra Store-Merløse var kørt i en personbil ad Bonderupvej i nordvestlig retning frem til sidevejen, hvor han var standset før et venstresving ad Egholmvej.
En 77-årig kvinde fra Holbæk kørte i en personbil ad Bonderupvej i samme retning, men havde tilsyneladende overset den 59-åriges standsning før svingningen, så hun påkørte bagenden af hans bil.
Den 77-årige blev i ambulancen kørt til kontrol på skadestuen, men hun var ligesom modparten sluppet uden behandlingskrævende skader som følge af sammenstødet, så politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.
Røg fra vaskemaskine - Præstegårdsmarken, Jyderup - Holbæk
Kl. 15.29 var røgudvikling fra en vaskemaskine årsagen til, at en 56-årig kvindelig beboer slog alarm til brandvæsnet.
Brandvæsnet kunne dog nøjes med at kigge nærmere på indholdet i vaskemaskinen, idet vask af en måtte med gummibelægning havde været årsag til en mindre røgudvikling. Der havde ikke været egentlig brand, så hverken brandvæsnet eller politiet foretog sig yderligere i anledning af anmeldelsen.
Færdselsuheld - Omfartsvejen / Valdemar Sejrsvej, Allerup, Holbæk
Kl. 18.06 fik politiet en anmeldelse fra en 50-årig mand fra Holbæk, der som part i et færdselsuheld frygtede, at modparten ville forlade stedet og dermed ikke deltage i de foranstaltninger, som sammenstødet gav anledning til.
Politiet kørte hurtigt til uheldsstedet, hvorfra den skadevoldende part havde forladt stedet. Sammenstødet mellem parterne var sket, efter at den 50-årige i sin personbil efter kørsel ad Omfartsvejen mod øst var standset for rødt lys i lyskrydset ved Valdemar Sejrsvej.
En personbil kørende ad Omfartsvejen i samme retning havde pludselig påkørt den 50-åriges bil bagfra, men den mandlige fører var kørt fra stedet inden politiets ankomst. Ingen af parterne var kommet til skade, men bilerne havde hver især fået mindre skader.
Politiet fik dog hurtigt identificeret den flygtede part, som blev opsøgt på en adresse i Tølløse. Her fandt politiet den involverede personbil med skader på fronten, ligesom politiet på stedet også traf en 28-årig mand uden fast bopæl, der havde været fører af personbilen på uheldstidspunktet.
Den 28-årige havde ikke noget kørekort, men var ædru og skønnedes heller ikke påvirket af f.eks. euforiserende stoffer. Bilen tilhørte en kvindelig bekendt, som den 28-årige havde stjålet bilnøglerne fra tidligere på eftermiddagen inden uheldet i Holbæk.
Politiet afhørte den 28-årige til omstændighederne ved sammenstødet og sigtede ham i den forbindelse for både kørsel uden førerret og for at have stjålet den kvindelige bekendtes bil. Han kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet, når efterforskningen i sagen er afsluttet.
Narkokørsel - Ringstedvej, Svinninge - Holbæk
Kl. 21.55 blev en 30-årig mand fra Næstved anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i en personbil, som han havde ført ad Ringstedvej i Svinninge i narkotikapåvirket tilstand.
Han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev herefter løsladt, så han kan nu afvente resultatet fra analyseerklæringen, da han nægtede sig skyldig i at være narkopåvirket under kørslen.
Fyrværkeri mod biler - Brogade, Ringsted
Kl. 21.34 fik politiet en anmeldelse om, at et par drenge gennem nogen tid havde moret sig med at kaste fyrværkeri ind under forbikørende biler i Brogade i Ringsted. Fyrværkeriet havde afgivet nogle brag, så der kunne måske være tale om ulovligt fyrværkeri.
En patrulje kørte til området, men fandt ikke drengene, der ifølge vidner var forsvundet ind i en opgang i en beboelsesejendom på vejen. Politiet kunne heller ikke definere typen af det anvendte fyrværkeri, som i givet fald er blevet anvendt uden for den periode i slutningen af december måned, hvor affyring af fyrværkeri er tilladt, såfremt det ikke er til ulempe for andre. På dette grundlag foretog politiet sig ikke yderligere med baggrund i anmeldelsen.
Brandundersøgelse - Hedelunden, Greve
Kl. 01.51 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en parkeringsplads i Hedelunden i Greve, hvor der var ildebrand i en bil.
Brandvæsnet og politiet kunne efterfølgende konstatere, at to personbiler var i brand med høje flammer til følge, og at de to biler udbrændte trods brandvæsnets indsats. En varebil, der havde stået ved siden af, havde fået varmeskader på den side, der vendte ind mod de brændende personbiler.
Ingen personer er kommet til skade ved branden, der er opstået på en ukendt måde. Politiet skal derfor kigge nærmere på de udbrændte biler i et forsøg på at klarlægge årsagen til brandens opståen, idet der ikke umiddelbart var nogen naturlig forklaring herpå.
De berørte bilejere er blevet underrettet om skaderne på deres køretøjer.