Døgnrapport d. 18-06-2024

tirsdag 18. jun, kl. 17:20

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 18. juni 2024

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:
Lindenborgvej, Roskilde
Stændertorvet, Roskilde
Dampmøllevej, Holbæk

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Græsmarken, Kalundborg

Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ved Stadion, Køge

Tyveri fra køretøjer:
Øde Hastrupvej, Roskilde

Uorden på havnen – Isefjords Alle, Holbæk
Kl. 07.38 modtog politiet en anmeldelse om, at der siden kl. 5 samme morgen var blevet spillet høj musik fra en husbåd i havnen. Politiet kom frem til stedet og forsøgte at skabe kontakt til beboeren på husbåden, som viste sig ikke at være til stede. Da båden skulle fjernes af havnefogeden grundet at den lå uretmæssigt i Holbæk Havn samt i en ikke-lovlig og forsvarlig stand, assisterede politiet med dette og ransagede i den forbindelse båden og fandt en luftbøsse, som blev beslaglagt.

Ejeren af båden, en 50-årig mand, blev samme morgen anholdt af politiet, da han havde forstyrret den offentlige orden på Holbæk Sygehus. Han blev senere på dagen løsladt efter nogle timer i politiets varetægt.

Kl. 04.19 anmeldte en borger, at en mand befandt sig på en båd, der stod til salg i Holbæk Havn. En patrulje kom frem og konstaterede, at der var tale om den 50-årige mand, som gik rundt på båden og smed ting fra båden i vandet. Han blev anholdt og administrativt frihedsberøvet, da politiet vurderede, at han var uegnet til at tage vare på sig selv.

Kvinde tilbudt guldsmykker – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde, Greve
08.47 anmeldte en 34-årig kvinde fra Greve, at hun på tilkørsel 28, nordgående, var blevet vinket ind til siden af en skaldet mand, der var iført guldkæder. Manden sagde til kvinden, at han manglede penge og tilbød hende at købe guldsmykker, hvilket hun afslog og kørte fra stedet.

Politiet vil gerne advare borgerne mod guldsælgere, typisk udlændinge, der vinker folk ind på motorvejstilkørsler og tilbyder, at man kan købe ”guld” af dem. Undgå så vidt muligt at standse op og køb aldrig guldlignende smykker af sælgerne.

Påvirket bilist – Ringstedvej, Ringsted – Køge
Kl. 11.50 blev en 21-årig kvinde fra Falster sigtet for narkokørsel og uden gyldig førerret, da hun ikke havde erhvervet kørekort. Kvinden blev fundet i besiddelse af 14,59 gram hash til eget brug, som blev beslaglagt. Kvinden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve til sagen, hvorefter hun blev løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.

Lov om arbejdsmiljø – Roskildevej, Ringsted
Kl. 12.03 fik politiet en anmeldelse om en arbejdsulykke, da en dumper var væltet, og føreren, en 37-årig mand fra Ballerup, klagede over smerter. Manden blev kørt til kontrol på sygehuset, og Arbejdstilsynet blev underrettet.

Lov om arbejdsmiljø – Greve Centervej, Greve
Kl. 14.45 fik politiet en anmeldelse om en arbejdsulykke, der var sket, da jorden gav efter og en mand i den forbindelse væltede på en gravemaskine, der kørte ud over en skrænt. Føreren, en 37-årig mand fra Karise, var lettere tilskadekommen efter ulykken, og blev kørt på sygehuset til tjek. Arbejdstilsynet underrettet.

Mand skabte uro på biblioteket – Tværalle, Ringsted
Kl. 15.41 alarmerede personalet på biblioteket politiet, da en mand på stedet opførte sig ubehageligt over for personalet og ikke ville forlade stedet. Politiet kom frem til stedet og i den forbindelse forsvandt manden fra stedet uden at give sig til kende. Politiet kunne derfor køre videre til andre opgaver.

Udlændingeloven – Roskilde
Kl. 16.05 blev en 35-årig kvinde fra Thailand sigtet for ulovligt arbejde og ophold i Danmark, da hun arbejdede på en massageklinik, hvilket hun erkendte. Kvinden er i politiets varetægt, mens sagen behandles og forelægges Udlændingestyrelsen, som skal vurdere, om kvinden skal udvises af Danmark med indrejseforbud.

Lov om arbejdsmiljø – Værkstedsvej, Køge
Kl. 16.13 kom en 44-årig mand fra Tureby til skade i forbindelse med, at han udskiftede et transportbånd på en industrimaskine. Manden kom lettere til skade og blev kørt til behandling på sygehuset. Arbejdstilsynet underrettet.

Lov om arbejdsmiljø – Greve Main, Greve
Kl. 16.45 kom en 33-årig mand fra Taastrup lettere til skade i en arbejdsulykke i forbindelse med, at han skulle læsse nogle bjælker på en gaffeltruck og nogle af bjælkerne faldt ned og ramte manden fod. Manden blev kørt til behandling på sygehuset. Arbejdstilsynet underrettet.

Kørsel i frakendelsestiden – Eskebjergvej, Kalundborg
Kl. 19.05 blev en 39-årig mand fra Kalundborg sigtet for narkokørsel og for kørsel i frakendelsestiden. Bilen blev beslaglagt på stedet, da manden havde flere sigtelser i forvejen for kørsel i frakendelsestiden. Han fik udtaget en blodprøve til sagen, som afgøres på et senere tidspunkt.

Mand fandt stjålet cykel på salgsportal – Køge
Kl. 20.13 anmeldte en 33-årig mand fra Køge, at han havde fundet frem til sin ladcykel, som var blevet stjålet tidligere på dagen, på en salgsportal på internettet. Den 33-årige henvendte sig til sælgeren og udgav sig for at være en interesseret køber. Manden aftalte at mødes med sælgerne foran en dagligvarebutik i Ølbycentret og informerede politiet om dette.

Politiet mødte derfor op sammen med manden, der havde udgivet sig for at være en interesseret køber, og politiet kunne sigte to personer – en 41-årig mand og en 40-årig kvinde fra Rønne for tyveri. Den 33-årige mand fik udleveret sin cykel. De to sigtede i sagen kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi