Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 25-06-2018
mandag 25. jun, kl. 19:57
Døgnrapport fra Østjyllands Politi
Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er p.t. ingen planlagte fremstillinger i dag.
Kvinde sigtet for spritkørsel otte timer efter bytur
Der kan gå længere tid, end man måske lige tror, før nattens fest er ude at blodet igen. Det måtte en 34-årig kvinde sande, da hun i går kl. 13.00 blev standset i bil på Tørvebryggen ved Randers Regnskov i Randers C med tre børn på bagsædet. En bilist, der havde kørt bag hende over en længere strækning, bemærkede, hvordan hun flere gange var ved at påkøre skilte, helleanlæg og andre biler.
Anmelderen fulgte bilen, så det lykkedes at patrulje at støde til ved Tørvebryggen. Her deltog kvinden i en alkometertest, og den viste en promille på mere end det tilladte. Hun blev derfor sigtet for spritkørsel, hvilket hun erkendte. Kvinden forklarede, at hun havde været i byen til kl. 5.00 og ikke vidste, hvor meget hun havde drukket.
Der kan gå rigtig mange timer, før man har forbrændt en hel nats udskejelser. Et regnestykke fra Rådet for Sikker Trafik viser, at det tager ca. 8,75 timer for en kvinde på 65 kg. at forbrænde ni genstande. Østjyllands Politi anbefaler derfor, at man går med livrem og seler og begrænser sig til én genstand, hvis man ved, at man skal ud at køre.
**
Ekspedient udsat for tricktyveri af oddset-fusker
En noget udspekuleret ”kunde” lykkedes i går middag at slippe afsted med en oddset-kupon til en værdi af 1.000 kroner uden at betale. Således anmeldte en ekspedient, at hun var blevet udsat for et tricktyveri mellem kl. 12.58 og kl. 13.05, da hun stod bag kassen i en butik Storcenter Nord i Aarhus. En mandlig kunde (A) havde henvendt sig til hende og først købt en kupon til en værdi af 10 kroner. Han gik så hen til oddset-bordet for derefter at komme tilbage og købe endnu én – denne gang til en værdi af 1.000 kroner.
Da ekspedienten havde slået den nye kupon ind, bad han om at se den, da det da ikke kunne passe, at den skulle koste så meget. Han bad derfor om at få den annulleret, inden han forlod butikken. Først bagefter opdagede ekspedienten, at det var kuponen til 10 kroner, hun stod tilbage med, og at den dyre kupon netop var forsvundet ud af butikken.Under episoden havde han været i selskab med en anden mand (B).
A:
Afrikansk af udseende
Ca. 18-20 år
Ca. 175-180 cm.
Spinkel at bygning
Brun i huden
Sort, kort hår
Talte dansk
Iført mørkt tøj
B:
Mellemøstlig af udseende
Ca. 45-55 år
Ca. 180-185 cm.
Kraftig af bygning
Hvid i huden
Brunt, kort hår
Talte dansk med accent
**
Ukendt mand på ubudent besøg hos 100-årig
Østjyllands Politi fik i går en anmeldelse om, at en 100-årig kvinde havde haft ubudent besøg i sit hjem på Østerøgade i Aarhus N. Mellem kl. 13.50 og kl. 13.55 havde en mand banket på terrassedøren og ville ind. Da den 100-årige er svagtseende, kunne hun ikke se, hvem det var, men på lyden af et nøglebundt konkluderede hun, at der måtte være tale om en ansat fra plejehjemmet. Da manden var lukket ind, fik hun fornemmelsen af, at der var noget galt, og trykkede nødkald til det tilknyttede personale. Da de kom frem, var manden forsvundet igen ud af terrassedøren.
Han beskrives som:
Iført hættetrøje og gule, røde sko
Medbragte et nøglebundt
**
Fører hoppede om på bagsædet for at snyde betjente
En 25-årig mand prøvede i går aftes at narre politiet, da han kl. 23.52 blev standset af en patrulje på Søren Frichs Vej i Aarhus C. Betjentene fik mistanke til en bil, der kom kørende imod dem, og de vendte derfor straks patruljebilen for at sætte efter. Længere fremme holdt bilen nu ind, og betjentene nåede at se, hvordan føreren hoppede om på bagsædet, hvor han klemte sig ind mellem to af sine venner.
Betjentene var dog ikke i tvivl om, hvem der havde siddet bag rattet, og de tog derfor fat i den 25-årige. Da han ikke havde kørekort og virkede påvirket af hash, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden kørekort. En 22-årig mand blev sigtet for at overdrage sin bil til en person uden kørekort.
**
Havde en promille over 2 - fik beslaglagt sin bil
En 59-årig mandlig bilist blev i går kl. 22.31 standset i Grenaa med alt for meget alkohol i blodet. En patrulje standsede manden på Markedsgade, og ud fra mandens måde at tale på, fik betjente hurtigt mistanke til, at han var fuld. Mandens pust i alkometeret fik tallet på skærmen op over to. Han blev derfor anholdt på stedet, og da promillen var så høj, fik han samtidigt taget sit kørekort og beslaglagt sin bil med henblik på at få den konfiskeret.
**
Skadet bilist sigtet for spritkørsel
En 67-årig mandlig bilist fik både en bule i hovedet og en sigtelse for spritkørsel, da han i går kl. 21.58 havnede i en grøft på Rougsøvej ved Ørsted. En kvinde opdagede bilen i grøften og manden, der lå på asfalten ved siden af med en bule i baghovedet. Da hun ville ringe efter en ambulance, blev manden sur og sagde, at han ikke havde brug for hjælp.
I stedet fik hun fat i politiet, der sendte en patrulje til stedet. Her traf betjentene manden, der virkede påvirket, og de fik ham derfor til at tage en alkometertest. Den viste et stykke over den tilladte promille, og den 67-årige blev anholdt og sigtet for spritkørsel.
**
Ældre kvinde og mand sigtet for tyveri af ansigtscreme
En mand på 75 år og en kvinde på 76 år blev i går kl. 14.15 sigtet for tyveri, efter de var blevet tilbageholdt af en butiksvagt i Storcenter Nord. Vagten forklarede, at han opdagede, at kvinden tog en creme fra en hylde, som hun herefter gav til manden. Han pakkede den nu ud af emballagen, som han smed i butikken. Herefter gik parret ud af butikken, men vagten stod klar ved udgangen og ringede til politiet. Begge blev sigtet for tyveri, da betjentene kom frem.
**
Færdsel
Der skete et færdselsuheld i går kl. 14.08 på Skanderborgvej i Aarhus C ud for Circle K. Her stødte to biler sammen, da den ene, som var ført af en 43-årig kvinde, skiftede vognbane ind foran den anden. En passager i den anden bil, en 34-årig mand, blev behandlet på skadestuen for smerter i nakke og ryg. Den 43-årige kvinde blev sigtet for ikke at have udvist den nødvendige agtpågivenhed.
En 50-årig kvindelig bilist blev i går kl. 19.01 anholdt og sigtet for spritkørsel, da hun blev standset af en patrulje på Ormslevvej i Viby.
Der skete et færdselsuheld i går kl. 19.25 i krydset Strandvejen/Oddervej i Aarhus C. En 39-årig mandlig bilist svingede til venstre og ramte ind i en bil ført af en 25-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade ved uheldet. Den 39-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
En 57-årig mandlig bilist blev i nat kl. 00.35 anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Lavendelvej i Randers NØ.
Der skete et færdselsuheld i nat kl. 00.39 i krydset Katrinebjergvej/Myggenæsvej. En 23-årig mandlig bilist kørte ud i krydset, og en 22-årig motorcyklist kørte ind i siden på bilen. Ved sammenstødet væltede motorcyklisten ned på asfalten. Den 22-årige havde ikke hjelm på og pådrog sig formentligt et kraniebrud ved uheldet. Han blev kørt til behandling på skadestuen.
En 18-årig mandlig bilist blev i nat kl. 2.23 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Tørvebryggen i Randers C.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds
På Vestergrave i Randers C begået søndag d. 24/6 mellem kl. 00.00 og kl. 1.00
På Elsdyrvej i Højbjerg begået mellem fredag d. 22/6 kl. 17.00 og søndag d. 24/6 kl. 9.15
På Kronjydevej i Havndal begået fredag d. 22/6 mellem kl. 10.00 og kl. 12.00
På Nordre Strandvej i Risskov begået mellem lørdag d. 23/6 kl. 11.00 og søndag d. 24/6 kl. 14.00
På Østerøgade i Aarhus N begået søndag d. 24/6 mellem kl. 13.50 og kl. 13.55
På Frejasvej i Randers NV begået mellem fredag d. 22/6 kl. 16.00 og søndag d. 24/6 kl. 18.30
På Pilevej i Randers NØ begået mellem søndag d. 17/6 kl. 00.00 og søndag d. 24/6 kl. 20.00
På Bøgevej i Assentoft ved Randers SØ begået mellem torsdag d. 21/6 kl. 15.00 og søndag d. 24/6 kl. 17.00