Døgnrapport d. 11-09-2019

onsdag 11. sep, kl. 17:55

Fra døgnrapporten: indbrudstyve taget på fersk gerning og solouheld på E45 resulterer i totalskadet personbil

Nørresundby – bilist anholdt og sigtet for påvirket kørsel Tirsdag den 10. september kl. 19:05 blev en 23-årig mand anholdt og sigtet for påvirket kørsel. Den sigtede kørte med lav hastighed og let slingrende ad Sankt Peders Gade mod øst. En patrulje skønnede hans kørsel usikker og standsede derfor bilen. Ved nærmere undersøgelse med en narkometertest blev det tydeligt, at den 23-årige mand var påvirket af ketamin. Han blev derfor sigtet og anholdt for påvirket kørsel.

Sådan er straffen for kørsel med euforiserende stoffer i blodet Kører du med ulovlige, euforiserende stoffer i blodet, er straffen den samme, som hvis du kørte spirituskørsel med 1,21 promille.
Du får frakendt dit kørekort i 3 år og får en bøde. Du skal desuden bestå en ny teori- og køreprøve og gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik). Kurset varer 12 timer og koster 3.200 kr. Bliver du taget flere gange med ulovlige stoffer og/eller alkohol i blodet, stiger straffen. Læs mere på: sikkertrafik.dk/.../ulovlige-stoffer

Aalestrup – indbrud i kommunal bygning Onsdag den 11. september kl. 00:34 blev en kommunal bygning udsat for indbrud i Aalestrup. Indbrudstyven brød et vindue op og fik dermed adgang til et kontorlokale. Der var tydelige spor af færden i det pågældende lokale. Umiddelbart er ingen genstande stjålet.

Har du set mistænkelig færden i forbindelse med sagen? Kontakt politiet på 114.
Aalborg C – indbrudstyve taget på fersk gerning Et vagtselskab anmeldte kl. 23:40 tirsdag den 10. september, at de havde set to mistænkelige mænd luske rundt på en byggeplads i Aalborg C, hvor de foretog overvågning. En hundepatrulje blev derfor sendt til stedet. Ved ankomst blev patruljen informeret af en ansat om, at han havde set de to mænd og en bil ankomme til byggepladsen.

Patruljehunden fandt et spor på byggepladsen, der ledte patruljen ca. 800 meter væk fra pladsen. Her traf patruljen de to mistænkelige mænd, som ikke kunne gøre rede for deres færden på byggepladsen og nægtede at være ankommet i bil.

Ved sikkerhedsvisitation blev den ene af mændene, en mand i 40’erne, dog fundet i besiddelse af en nøgle til den omtalte bil på byggepladsen. Den ansatte identificerede derefter også manden i 40’erne som værende en af de to mænd, han havde set på byggepladsen. De to mænd blev derfor sigtet og anholdt for forsøg på tyveri fra byggepladsen kl. 00:32.

Ved en nærmere undersøgelse af byggepladsen blev det tydeligt, hvad gerningsmændene havde forsøgt. Et hegn til byggepladsen var blevet åbnet med et værktøj, hvorefter diverse låse var blevet brudt op. Patruljehunden fandt desuden en slagboremaskine og dertilhørende batterilader samt en orange taske, der så ud til at tilhøre gerningsmændene.

Aalborg SV – indbrud hos forretning Mellem mandag den 9. september kl. 16:00 og tirsdag den 10. september kl. 07:30 blev en forretning på Gøteborgvej i Aalborg SV udsat for indbrud. Indbrudstyven knuste ruden til forretningen med en brosten og fik adgang til butikken. Der var umiddelbart ingen spor af færden, da intet så ud til at være gennemrodet i forretningen. Umiddelbart var intet stjålet.

Har du set mistænkelig færden på Gøteborgvej i Aalborg SV? Kontakt politiet på 114.
Forebyg indbrud i din forretning – Erhvervsnabohjælp. Et erhvervsnabohjælpsområde kan fx bestå af 10-15 tætliggende virksomheder, som orienterer hinanden om usædvanlige hændelser eller iagttagelser i området.
Læs mere på: dkr.dk/.../erhvervsnabohjaelp/

Støvring – personbil totalskadet i færdselsuheld på E45 Føreren af en personbil, en 19-årig mand, var del af et solouheld på E45 tirsdag den 10. september kl. 09:15. Den 19-årige mand kom kørende ad E45 i nærheden af Støvring med 110 km/t. Formentlig grundet vådt føre og nedslidte bagdæk mistede den 19-årige mand herredømmet over sin bil. Dette resulterede i, at han kolliderede med autoværnet. I samarbejde med militærpersonale blev 1. og 2. vognbane midlertidigt lukket grundet køretøjets placering. Den 19-årige mands bil blev totalskadet og måtte fjernes. Den 19-årige mand led heldigvis ingen skade i uheldet.

3 gode råd til sikker og miljøvenlig kørsel Vind, vejr og vej
Sæt altid din hastighed efter forholdene. Hvis der er dårlig sigtbarhed, det blæser kraftigt, vejen er våd eller glat eller det er svært at overskue vejens forløb, så sæt farten ned. Skån miljøet
Hvis du kører flydende uden hårde opbremsninger og bratte overhalinger, bliver din kørsel mere sikker og behagelig for en evt. passager. Desuden skåner du miljøet og sparer penge på brændstof. Hold afstand
En tommelfingerregel er, at der skal være mindst to sekunders kørsel mellem dig og bilen foran. Find et pejlemærke som f.eks. et skilt. Når bilen foran er ud for mærket, tæller du langsomt til to. Har du den rigtige afstand, passerer du selv pejlemærket mindst to sekunder efter. Læs mere på: sikkertrafik.dk/.../hastighed

Følg os på Twitter og Facebook.

Kilde: Nordjyllands Politi