Døgnrapport d. 11-09-2019

onsdag 11. sep, kl. 18:49

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 11. september 2019

Det er pt. ingen planlagte grundlovsforhør
**

Den mobile politistation i Thorsø Den mobile politistation er tirsdag i Thorsø, hvor betjentene Jesper og Jens står klar til at få en snak med de lokale borgere. Stationen vil være der i tidsrummet fra ca. kl. 14 til ca. kl. 18. Alle er velkomne til at kigge forbi.

**


Aarhus Lufthavn evakueret efter fund af mistænkelig genstand Østjyllands Politi valgte tirsdag kl. 15.30 af sikkerhedsmæssige årsager at evakuere og afspærre Aarhus Lufthavn, efter at personalet i sikkerhedskontrollen fandt mistænkelige genstande i en passagers taske.

Politiet fik en anmeldelse fra lufthavnen kl. 13.30 og efter nærmere undersøgelser, blev 140 personer i lufthavnen evakueret til en bygning i nærheden. De fik kort efter alle lov til at forlade området. Et fly med 70 personer ombord, der netop var landet, fløj efterfølgende til Kastrup i stedet. Al øvrig flytrafik til og fra lufthavnen blev aflyst.

Bombeeksperter blev tilkaldt, men de fandt ikke spor efter sprængstof eller lignende i tasken. Den 43-årige kinesiske statsborger, som havde tasken med, blev kortvarigt anholdt og sigtet for at bryde loven om andre våben og eksplosivstoffer. Genstandene i tasken viste sig at være forskellige former for værktøj og andre legale ting, og den 43-årige mand blev løsladt, da alle undersøgelserne og afhøringerne var afsluttet.

Politiets afspærring af lufthavnen blev ophævet tirsdag aften klokken 20.00.

**


Elev overfaldet på skolen Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 13.58 en anmeldelse fra en skole på Olof Palmes Allé i Aarhus N, hvor en af skolens elever var blevet udsat for vold. En 23-årig kvindelig elev på skolen har forklaret politiet, at hun sammen med en veninde var gået ind i en elevator, på vej til deres klasselokale, da de mødte en fremmed mand. Han havde virket meget aggressiv, og spurgte kvinderne hvad de lavede der, om de havde et problem, og om de skulle have én på hovedet.

Kvinderne havde uden held forsøgt at tale manden ned, og de tog efterfølgende kontakt til en lærer for at informere ham om hændelsen. Lidt senere havde den 23-årige kvinde været ude for at ryge en cigaret, da hun på vej tilbage igen stødte på manden fra elevatoren. Denne gang var hun i selskab med en lærer, da manden pludselig sparkede hende i ansigtet. Læreren tilbageholdt manden, og politiet blev tilkaldt. Den 19-årige mand blev anholdt og sigtet for vold.

**


Smed urtepotte gennem vinduet Landbetjenten på Samsø blev tirsdag kl. 15.30 kontaktet af en 62-årig mand, der netop havde fået kastet en urtepotte gennem sit vindue på Smedegade i Tranebjerg. Ved landbetjentens ankomst til stedet fik han kontakt til den 38-årige mand, der havde kastet urtepotten.

Manden var tydeligt beruset og optrådte truende overfor både den 62-årige mand og landbetjenten. Han blev derfor lagt i håndjern og kørt til politistationen, hvor han fik lov at tilbringe et par timer. Den 38-årige mand blev sigtet for hærværk.

**


Færdsel Tirsdag kl. 08.18 skete der et solouheld på Aarhus Syd Motorvejen ved Hasselager. En 33-årig kvindelig bilist har forklaret til politiet, at hun kom kørende på motorvejen, hvor hun passerede en lastbil, der, på grund af den voldsomme regn, sprøjtede en del vand op på hendes bil, så bilen kom i slinger og endte i midterrabatten. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet.

Tirsdag kl. 08.38 skete der et færdselsuheld på Skanderborgvej i Viby J. En 39-årig mandlig bilist kørte noget usikkert og slingrede, og da han holdt i krydset ved Ravnsbjergvej, trillede hans bil tilbage og ramte den bagvedholdende bil, der blev ført af en 37-årig mand. Efter uheldet gik den 37-årige mand hen til den anden bil, rakte armen ind, slukkede bilen og trak håndbremsen. Herefter tog han føreren ud af bilen og tilbageholdt ham indtil politiet ankom. Betjentene skønnede, at den 39-årige mand var kraftigt påvirket, hvilket blev bekræftet ved en alkometertest. Den 39-årige mand blev både sigtet for spirituskørsel og for narkokørsel, og blev kørt til politigården for at få taget en blodprøve.

Tirsdag kl. 10.32 skete der et færdselsuheld på Brovej i Egå. En 67-årig mandlig bilist kom kørende ad Brovej, da han i krydset ved Nordre Strandvej kørte ud for ubetinget vigepligt og påkørte en 75-årig kvindelig cyklist, der kom cyklende af Nordre Strandvej. Cyklisten ramte ind i siden på bilen og røg over kølerhjelmen, men slap umiddelbart med mindre knubs. Den 67-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Tirsdag kl. 12.28 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i Randers SV. En 30-årig mandlig bilist kørte på motorvejen i sydgående retning, da han, formentlig på grund af akvaplaning, mistede herredømmet over bilen, der snurrede rundt nogle gange, inden den ramte autoværnet. Den 30-årige mand blev kørt til skadestuen for kontrol, men var ikke umiddelbart kommet til skade. Uheldet gav lidt trafikale problemer, da den ene vejbane blev spærret, mens oprydningsarbejdet stod på.

Tirsdag kl. 15.25 skete der et færdselsuheld på Skanderborgvej i Aarhus C. En 33-årig kvindelig bilist kom kørende ad Skanderborgvej, da hun ud for krydset ved Christian X’s Vej af endnu ukendte årsager påkørte to kantafmærkningsplader og et midlertidigt opsat autoværn. Ved politiets ankomst til stedet lå kvinden bevidstløs på jorden, og hun blev kørt til Aarhus Universitetshospital for nærmere undersøgelse.

Tirsdag kl. 15.44 skete der et færdselsuheld på Århusvej i Hinnerup. En 29-årig mandlig bilist kørte frem for ubetinget vigepligt, da han skulle svinge til venstre og ramte i den forbindelse en anden bil, ført af en 46-årig mand, der kom kørende ad Engdalsvej. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved uheldet. Den 29-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Tirsdag kl. 18.10 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Inge Lehmanns Gade i Aarhus C.

Tirsdag kl. 21.10 skete der et solouheld på Viby Ringvej i Åbyhøj. En 21-årig mandlig bilist kørte af endnu ukendte årsager ind i et træ, der væltede ud på vejen. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved uheldt, og Aarhus Kommune sørgede for at få fjernet træet fra vejen. Den 21-årig mand virkede narkopåviket og blev derfor sigtet for narkokørsel.

Tirsdag kl. 23.52 blev en 21-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Torshøjvej i Hørning.

**


Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Sondrupvej i Hundslund begået mellem mandag den 9/9 kl. 17.30 og tirsdag den 10/9 kl. 12.00 På Ternevej i Risskov anmeldt tirsdag den 10/9 kl. 12.13 På Anerovej i Viby J begået tirsdag den 10/9 mellem kl. 12.15 og kl. 14.15 På Reginehøjvej i Aarhus N begået mellem mandag den 9/9 kl. 15.00 og tirsdag den 10/9 kl. 15.00 På Mejlgade i Aarhus C begået mellem mandag den 9/9 kl. 23.00 og tirsdag den 10/9 kl. 11.30 På Vestergade i Randers C begået onsdag den 11/9 mellem kl. 01.45 og kl. 01.55

Kilde: Østjyllands Politi