Seks et halvt års fængsel til østjyske narkohandlere

fredag 20. sep, kl. 11:56

Seneste dom kom torsdag formiddag, hvor en 22-årig mand blev idømt en straksdom på halvandet års ubetinget fængsel for narkosalg dagen efter, at han var blevet anholdt på sin adresse i Aarhus V.

De tre andre mænd, som kommer fra Djursland og Randers, blev også idømt straksdomme for narkohandel, og ingen af de dømte har relationer til hinanden.

Politiet fandt onsdag frem til den 22-årige via efterforskningen af en mindre sag om euforiserende stoffer. Han var ikke hjemme på sin adresse, så betjentene skaffede sig selv adgang til hjemmet, hvor de fandt flere gram kokain i salgsposer og en del tusinde kroner i kontanter. Kort efter dukkede den 22-årige op på stedet, og han blev straks anholdt og sigtet for narkosalg.

I retten erkendte han at have solgt omkring 200 gram kokain siden starten af 2018.
Senioranklager Jakob Beyer mener, at torsdagens dom, ligesom de tre andre straksdomme viser, hvor alvorligt den slags sager bliver taget.

”Dommen er endnu et eksempel på, hvor kontant straffen kan være for salg af hård narko. Den 22-årige er ikke kendt af politiet i forvejen og har gode familiære forhold, men retten vurderede, at forholdet var så alvorligt, at det førte til halvandet års ubetinget fængsel på stedet ” siger Jakob Beyer.

De tre andre straksdomme: • 12. september: En 36-årig mand fra Randers NØ bliver idømt halvandet års fængsel have solgt MDMA og andre ulovlige stoffer. Derudover fundet i besiddelse af 260 g MDMA og 366 Metadon-tabletter, amfetamin og kokain, som han blev dømt for at ville sælge.

• 6. september: En 40-årig mand fra Randers C bliver idømt halvandet års fængsel for at erhvervet 1,7 kilo amfetamin, hvoraf 250 gram blev videresolgt.

• 5. september: En 42-årig mand fra Thorsager bliver idømt to års fængsel for i sin fryser at have opbevaret et kilo amfetamin, som han ville sælge.

Alle blev idømt fængsel dagen efter, de blev anholdt. Straksdomme kan anvendes i sager, hvor der er klare beviser, og hvor den sigtede erkender.

Pressekontakt Senioranklager Jakob Beyer, tlf. 5124 3641

Kilde: Østjyllands Politi