Døgnrapport d. 08-10-2019

tirsdag 08. okt, kl. 17:42

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag den 8. oktober 2019

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør
**

Politihunde og betjente fandt forsvundne børn Tre børn på 6, 8 og 11 år blev mandag omkring kl. 10.30 meldt savnet, efter de var gået fra deres skole på Oust Møllevej i Randers NV. Politiets hundepatruljer blev sendt til skolen og samtlige patruljer i området fik børnenes signalement og blev bedt om at kigge efter dem. Derudover bad Østjyllands Politi taxa- og busselskaber om at holde udkig efter børnene, og en offentlig efterlysning med billeder blev sendt ud.

Politiets hunde fik færten af børnene ved skolen og viste betjentene i den retning, som de var gået. Det ledte politiet mod et område nogle kilometer væk, hvor det viste sig, at et familiemedlem til et det ene barn boede. En patrulje søgte derfor mod familiemedlemmets hus, hvor de kunne høre lyden af nogle børn. Det viste sig at være de tre eftersøgte børn, som legede rundt i husets have. De var selv gået derhen, og da familiemedlemmet ikke var hjemme, havde ingen alarmeret politiet.

Alle børn var i god behold, og de blev lidt over kl. 13.30 kørt hjem til deres familier af politiet.

Tak til alle borgere, som hjalp med at kigge efter børnene og som delte efterlysningen.

**

Brand i biler i Tilst Østjyllands Politi fik natten til tirsdag kl. 04.11 en anmeldelse om, at der var brand i flere biler, der holdt parkeret på Langkærvej i Tilst. En 29-årige mandlig beboer havde stået på gaden foran nr. 25, da der pludselig udbrød brand i én af bilerne, der holdt parkeret foran blokken. Manden så herefter en udenlandsk udseende mand løbe fra stedet i retning mod det grønne område nord for Langkærvej.

Da politiet ankom til stedet var der brand i tre biler, men ikke umiddelbart risiko for, at branden ville sprede sig yderligere. Brandvæsnet fik hurtig slukket branden, men to af bilerne udbrændte totalt, mens den tredje primært fik brandskader på den udvendige side. Årsagen til branden kendes endnu ikke.

Patruljerne lavede undersøgelser af gerningsstedet og foretog forhøringer i området, der pegede på, at branden var blevet påsat af én eller flere personer. En beboer havde hørt en kvinde råbe ”Jeg har set jer”, hvorefter en mandsperson havde sagt noget i stil med ”kom vi løber”.

Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med den kvinde, der angiveligt havde set, og anråbt, personerne. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

Påtalte farlig kørsel og blev påkørt Mandag kl. 14.25 kørte en 51-årig mand bag ved en grå Suzuki Alto, da han i krydset ved Aalborggade/Stadion Allé i Aarhus bemærkede, at Suzukien foretog en hasarderet overhaling af en lastbil. Manden kørte efter bilen, der kort efter var tæt på at påkøre en cyklist, og den 51-årige mand dyttede efter ham for at gøre opmærksom på den farlige kørsel.

Den 51-årige fortsatte hjemad, og kørte ind i en parkeringskælder ved Marselis Boulevard, da han bemærkede at den grå Suzuki også kørte ind i parkeringskælderen. Føreren steg ud af bilen og begyndte at råbe af den 51-årige, der råbte igen. Herefter satte føreren sig ind i sin bil igen og kørte i små ryk frem mod den 51-årige, indtil bilen ramte ham på benet, med mindre skrammer til følge, hvorefter føreren bakkede ud af parkeringskælderen og kørte fra stedet.

Føreren af den grå Suzuki beskrives som:


Mand Mellemøstlig af udseende 25 år gammel 180 cm høj Almindelig af kropsbygning Mørk i huden Talte dansk med accent

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, da kan have set den grå Suzuki Alto. Politiet kan kontakte på telefon 114.

**


Ældre kvinde udsat for tricktyveri da hun ventede på bussen Mandag ved 15-tiden sad en 80-årig kvinde på en bænk ved et busstoppested ved Viby Torv og ventede på bussen mod Aarhus. På hver siden af kvinden sad der to mænd, og den ene af dem spurgte hende, om hun kunne forklare, hvordan han kom med en bus mod Risskov. Kvinden og manden talte lidt sammen, hvorefter han rejste sig for at kigge på en køreplan og forlod stedet til fods.

Da kvinden kort efter steg på bussen opdagede hun, at hendes taske var lynet op og at hendes pung var forsvundet fra tasken. Kvinden havde mistanke om, at de to mænd havde arbejdet sammen, så manden på den anden side af hende, havde stjålet punget fra tasken, mens hendes opmærksomhed havde været rettet mod den anden mand.

De to mænd beskrives som:

A – ham der spurgte om hjælp:
Mand Dansk af udseende Talte dansk

B – ham der sad på den anden side:
Mand Mellemøstlige af udseende I 30’erne

**


Kvinde udsat for vold En 23-årig kvinde blev mandag morgen kl. 08.25 udsat for vold af en mand, som hun tidligere har haft konfrontationer med. Kvinden så manden på Smedebroen i Trige, og da han fik øje på hende, løb han hen til hende og slog hende i hovedet. Kvinden søgte efterfølgende tilflugt, mens hun så manden gå i retning mod busstoppestedet på Smedebroen, hvorfra han hoppede på buslinje 2A.

Kvinden kender ikke mandens navn, men hun er før blevet opsøgt af ham. Han beskrives som:


Mellemøstlig af udseende 30-35 år gammel 180 cm høj Almindelig kropsbygning Skaldet Var iført sort tøj Medbragte en rygsæk

Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set overfaldet eller have set manden stige på buslinje 2A ved Smedebroen. Henvendelser i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

**


”Tøjsælger” på spil i Aarhus-området Østjyllands Politi fik mandag to anmeldelser fra borgere, der var blevet kontaktet af den samme mand, der forsøgte at sælge jakkesæt fra sin bil. Den første anmeldelse kom kl. 13.46, hvor en 57-årig mand ved Netto på Silkeborgvej i Brabrand blev kontaktet af en udenlandsk mand på ca. 50 år, der forsøgte at sælge ham et jakkesæt. Manden takkede dog pænt nej og kørte fra stedet. Han bemærkede, at ”sælgeren” var kørende i en mørk WV Golf med registreringsnummer CL 45 331.

Samme bil var et par timer senere, kl. 16.20, på spil igen – denne gang på Bilkas parkeringsplads på Agerøvej i Tilst. Her blev en 51-årig mand kontaktet af manden, der sagde han var italiener og solgte jakkesæt. Den 51-årige mand sagde dog, at han ikke var interesseret og ”sælgeren” forsvandt hurtigt fra stedet.

Bilens signalement og registreringsnummer blev sendt rundt til alle patruljer, men det lykkedes ikke at finde den. Hvis man bliver opsøgt af manden og bliver tilbudt at købe jakkesæt, så er politiets opfordring, at man, ligesom de to mænd mandag eftermiddag, takker pænt nej og i stedet kontaktet politiet på telefon 114.

**


Mindreårige butikstyve på spil Mandag kl. 15.25 blev en 13-årig pige taget af en butiksvagt, da hun havde stjålet for 123,50 kroner bland-selv-slik fra Føtex på Skelagervej i Aarhus N. Butiksvagten havde set pigen putte en masse slik i en pose, som hun efterfølgende havde puttet ned i sin taske, hvorefter hun var gået mod udgangen. Butiksvagten tog kontakt til pigen, der fulgte med ind i et baglokale, hvorfra hun selv ringede til sin far. Politiet blev også tilkaldt, men da pigen var mindreårig blev hun ikke sigtet for noget.

Kl. 18.35 tilbageholdt personalet i Kvickly i Mega Syd i Viby to mindreårige butikstyve, to piger på 12 og 14 år, der var blevet set putte flere varer ned i deres tasker. Pigerne blev ført med ud i baglokalet, hvorfra der blev ringet til politiet. Da betjentene ankom havde pigerne tømt taskernes indhold ud på bordet, hvor der lå diverse Halloween udklædning, nogle smykker, et par EarPods og en holder til et mobilcover. Nogle af tingene var stjålet fra omkringliggende butikker. Da pigerne var mindreårige blev de ikke sigtet, men der blev ringet efter deres forældre ligesom kommunens Børn- og Ungevagt blev orienteret.

**


Færdsel Mandag kl. 08.05 skete der et færdselsuheld på Nordre Ringgade i Aarhus N. En 24-årig mandlig lastbilchauffør kom kørende ad Nordre Ringgade og ville skifte vognbane, da lastbilen ramte en personbil, ført af en 54-årig kvinde, og skubbede bilen ca. 100 meter frem. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.

Mandag kl. 10.28 skete der et færdselsuheld på Skejbyvej i Risskov. En 25-årig kvindelig bilist havde overhalet en bil, fært af en 51-årig mand, lige inden krydset ved Vejlby Centervej. Den kvindelige bilist havde herefter bremset op, så den 51-årige mand ikke kunne nå at bremse, og der skete et mindre sammenstød. Den 25-årige kvinde var herefter kørt fra stedet, men politiet fik senere fat i hende, hvor hun forklarede, at hun ikke havde opfattet, at der var sket en påkørsel. Parterne fik udvekslet forsikringsoplysninger.

Mandag kl. 12.48 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Reberbanevej i Randers C.

Mandag kl. 15.10 skete der et færdselsuheld på Nordre Strandvej i Risskov. En 46-årig mand kom kørende ad Nordre Strandvej, da han, af ukendte årsager, kørte over i modsatte vognbane, hvor han påkørte en parkeret bil ejet af en 72-årig mand. Der skete umiddelbart kun materielle skader ved påkørslen, men den 46-årig mand blev kørt til kontrol på skadestuen.

Mandag kl. 18.44 skete der et færdselsuheld på Århusvej i Randers SV. En 74-årig kvindelig bilist holdt for rødt lys i krydset ved Grenaavej, da hun, da lyset skiftede til grønt, kørte frem og påkørte en 23-årig mandlig cyklist, der kom fra Grenaavej og kørte over for rødt lys. Cyklisten virkede påvirket og blev derfor sigtet for at cykle i narkopåvirket tilstand og for at cykle frem for rødt lys. Der skete umiddelbart kun materiel skade, men den 23-årige cyklist blev kørt til skadestuen for nærmere undersøgelse og for at få taget en blodprøve.

Mandag kl. 19.21 skete der et færdselsuheld på Sjællandsgade i Randers C. En 77-årig mand kom kørende på knallert, da han påkørt en bil, ejet af en 46-årig kvinde, der holdt parkeret på Sjællandsgade. Det viste sig, at den 77-årige mand var spirituspåvirket, og han blev sigtet for spirituskørsel. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet. Den 77-årige mand blev dog kørt til tjek på skadestuen, hvor han også fik taget en blodprøve.

Natten til tirsdag kl. 02.50 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Skovvejen i Aarhus C.

**


Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.


I Ådalsparken i Harlev J begået mellem fredag den 4/10 kl. 13.00 og mandag den 7/10 kl. 08.25 På Vestergade i Asferg, Fårup begået mellem fredag den 4/10 kl. 18.00 og lørdag den 5/10 kl. 18.00 På Gundestrupbakken i Gundestrup, Fårup begået mandag den 7/10 mellem kl. 09.30 og kl. 13.00 På Miltonsvej i Højbjerg begået mellem onsdag den 25/9 kl. 14.00 og mandag den 7/10 kl. 14.00 På Rosendalvej i Stavtrup, Viby J begået mellem torsdag den 3/10 og mandag den 7/10 kl. 13.50 På Bøjstrupvej i Ryopmgård begået mandag den 7/10 mellem kl. 19.00 og kl. 23.25 På H.P. Jensens Vej i Højbjerg anmeldt tirsdag den 8/10 kl. 04.07

Kilde: Østjyllands Politi