Gemte maskinpistol hos mor og far: Idømt to et halvt års fængsel

tirsdag 03. dec, kl. 13:57

Sagen begyndte tidligere samme dag som våbenfundet, da en patrulje standsede en bil i det nordlige Aarhus. I bilen sad blandt andet den 20-årige, og da han havde kokain og hash på sig, besluttede patruljen også at ransage mandens lejlighed.

Her fandt de omkring syv kilo hash i en taske og mange tusinde kroner i kontanter. Derudover lå der også våben i form af baseballbat, kniv og en totenschlæger i lejligheden.

Da politiet fandt ud af, at den 20-årige ofte opholdt sig hos sine forældre, tog de på besøg i hjemmet i Risskov, hvor de fandt maskinpistolen og flere patroner gemt under sengen. Genstande, som forældrene ikke vidste noget som helst om.

Tilstod alle forhold I retten stod den 20-årige tiltalt for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder, ulovlig våbenbesiddelse og narkosalg. Han erkendte alle forhold og modtog dommen på to et halvt års fængsel.

Ifølge specialanklager Dorthe Lysgaard var det besiddelsen af maskinpistolen, der udgjorde den største del af den 20-åriges strafudmåling.

”En maskinpistol med flere patroner isat kan forårsage stor skade, og jeg er derfor tilfreds med, at politiet har fjernet et voldsomt skydevåben fra gaden, og at gerningsmanden har fået en længere fængselsstraf. Samtidigt er jeg tilfreds med, at politiets effektive efterforskning har gjort, at der falder dom under tre måneder efter, at den 20-årige blev anholdt, ” siger anklageren.

Pressekontakt Specialanklager Dorthe Lysgaard, tlf. 2269 1114

Kilde: Østjyllands Politi