Opdatering om skudepisoden i Fredericia

torsdag 27. feb, kl. 08:49

Visitationszonerne er blevet oprettet i forebyggende øjemed og er en sikkerhedsforanstaltning med henblik på at fastholde ro, tryghed og sikkerhed i boligområdet Korskærparken og i Fredericia i øvrigt. Visitationszonerne er oprettet i området omkring Korskærparken og i Fredericia bymidte. De gælder fra den 25. februar 2020 kl. 13.00 til og med den 25. marts 2020.

På nuværende tidspunkt er der siden oprettelsen blevet visiteret 35 gange og der er i forbindelse med visitation sket beslaglæggelser, der imidlertid ikke har betydning for den igangværende efterforskning i drabssagen.

Efterlysning Tirsdag eftermiddag efterlyste Sydøstjyllands Politi oplysninger fra borgerne om en sortklædt mand på en sort scooter og med en karakteristisk sort styrthjelm, som politiet mistænker for at være gerningsmanden til drabet på den 24-årige mand i Fredericia.

Flere borgere har henvendt sig med gode og relevante oplysninger, og der er modtaget yderligere henvendelser, som nu indgår i efterforskningen. Sydøstjyllands Politi hører fortsat meget gerne via 1-1-4 fra vidner eller andre, der har oplysninger, som kan føre politiet til personen på scooteren. Sydøstjyllands Politi takker for alle de oplysninger, som allerede er blevet modtaget.

Efterforskningen er fortsat er i gang, og når der er nyt, der kan deles med offentligheden, vil det blive delt via en pressemeddelelse.

Kilde: Sydøstjyllands Politi