Døgnrapport d. 22-10-2020

torsdag 22. okt, kl. 19:02

Uddrag af døgnrapport fra onsdag den 211020 kl. 0700 til torsdag den 221020 kl. 0700.

Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger: Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom: Søstrupvej, Holbæk

Indbrud i fritids-/sommerhus: Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.: Ingen

Hjemmedyrket marihuana – Roskilde Kl. 12.30 var politi med narkohunde på en adresse i det centrale Roskilde, da der var mistanke om, at der blev opbevaret narko i lejligheden. Patruljen ransagede lejligheden, hvor narkohunden fik lov bruge sin skarpe lugtesans. Her blev fundet 130 gram hjemmedyrket marihuana, 3 gram hash og 10 ml hasholie. En 33-årig mandlig beboer blev sigtet for narkobesiddelse, og narkoen blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 33-årig kan senere forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Uro ved bowlingcenter – Ros Have, Roskilde Kl. 20.32 kom en anmeldelse om uro foran et bowlingcenter. En mindre gruppe mænd, som var blevet bortvist fra bowlingcentret på grund af deres opførsel på stedet, viste deres utilfredshed ved at råbe og skabe uro på gaden. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf fem yngre mænd, som nu havde fortrukket til Københavnsvej, men fortsat larmede ved at råbe højt. To af mændene på 28 og 31 år fra Roskilde, var så narko og/eller spirituspåvirkede, at de ikke var egnede til at færdes på egen hånd på gaden. De blev begge anholdt og taget med i detentionen til afrusning. Den 28-årige blev løsladt lige efter midnat, da han var faldet til ro. Da politiet forsøgte at løslade den 31-årige, var han udadreagerende og fortsatte med at råbe. Han blev derfor ført retur i detentionen og var først klar til at færdes i det offentlige rum midt på natten, hvor han blev løsladt. Ingen blev sigtet for noget i den forbindelse, og der kom ikke flere anmeldelser om uro ved bowlingcentret den aften.

Flyvende flamingo? – Trekroner Parkvej/Trekroner Alle, Himmelev – Roskilde Kl. 21.10 fik politiets servicecenter en anmeldelse fra en borger om, at der lå noget på kørebanen i rundkørslen på Trekroner Parkvej/Trekroner Alle. Borgeren mente, at der kunne være tale om et flyvende flamingobadedyr, som var fløjet i blæsevejret. Politiet fik ikke flere anmeldelser om trafikale udfordringer på grund af flamingoen.

Demonstration ved asylcenter - Avnstrupvej, Avnstrupvej, Hvalsø – Lejre Kl. 15.51 var politiet til stedet ved en lovligt anmeldt demonstration ved asylcentret til støtte for børn og deres forældre på centret, som foregik mellem kl.14.00-16.00. Udlændingestyrelsen var samtidig på faglig inspektion på asylcentret. Demonstrationen forløb roligt, men hen mod afslutningen, blev en 46-årig kvindelig beboer på stedet påvirket af demonstrationen i en sådan grad, at hun truede med at skade sig selv. Politiet havde en dialog med kvinden i omkring 50 minutter, hvorunder en ambulance blev tilkaldt til stedet. Kvinden blev talt til ro og kørt til behandling på en psykiatrisk skadestue. Ingen personer kom til skade i den forbindelse.

Kørte uden førerret igen igen og fik taget bilen – Møllevangen, Rørby, Kalundborg Kl. 01.26 standsede en patrulje en personbil på Møllevangen i Rørby for at lave en rutinemæssig kontrol. Føreren af bilen, en 39-årig mand fra Kalundborg, havde flere sager om kørsel uden førerret i sin bil inden for de seneste tre år. Politiet beslaglagde derfor mandens bil, som det er muligt efter færdselslovens regler. Den 39-årige accepterede beslaglæggelse. Retten vil senere tage stilling til, om bilen kan konfiskeres, når sagen skal afgøres i retten.

Brand i halmlade – Thorsvej, Torkilstrup, Kirke-Såby – Lejre Kl. 01.57 kom et alarmopkald om brand i en 500 m2 lade, som indeholdt 75-80 tons halm. En beboer på gården opdagede branden, og fik vækket de øvrige beboere, der ringede 112. Brandvæsen og politi kørte til stedet, hvor ilden havde kraftigt fat i halm og bygningens tag. Ilden var så kraftig, at brandvæsnet tilkaldte beredskabsstyrelsen til at assistere. Der var ikke risiko for, at ilden skulle sprede sig til andre bygninger. En grabbil rekvireret til at hjælpe med slukningsarbejdet. Laden og dens indhold nedbrændte helt. I laden holdt desuden traktorer og andre maskiner. Politiet undersøgte branden og fandt intet mistænkeligt. Brandvæsnet fortsatte arbejdet natten igennem. Der blev foretaget en kontrolleret nedbrænding af halmen, som stadig her til formiddag er i gang. Brandstedet skal nu undersøges nærmere for at klarlægge, om branden kan være startet ved gårdens halmfyr, som ligger tæt ved laden. Ingen personer kom til skade ved branden.

Væltede træer i blæsevejret – Stevns og Kalundborg Kl. 04.10 kom to anmeldelser om væltede træer, så lå hen over vejen.
Det ene træ spærrede begge vognbaner på Bygaden i Hellested, Hårlev på Stevns. Stevns kommune blev kontaktet, og de ville sende en mand med en sav.
På Gørlev Landevej ved Nedergårdsvej i Høng, Kalundborg spærrede en træ vejen, så Vejdirektoratet blev kontaktet og ville tage sig af at fjerne træet.

Brand i transformatorstation gav strømafbrydelse – Rødhøj, Asnæs – Odsherred kl. 04.58 opstod brand i en mindre transformatorstation i Asnæs. Brandvæsnet oplyste, at stationen var overtændt, og at slukningsarbejdet kunne påbegyndes, når strømmen var slået fra. El-selskabet kom til stedet og slukkede for strømmen, så dele af Asnæs fik strømafbrydelse. Der var intet mistænkeligt ved branden, og der var ikke behov for politiet på stedet. Omkring kl. 06.00 var brandvæsnet færdige på stedet. El-selskabet fortsatte deres arbejde på stedet, men det meste af byen havde fået strømmen tilbage allerede.



Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi