Pressemeddelelse Bornholm

tirsdag 01. dec, kl. 19:15

Bornholms Politi var i dag til stede ved to anmeldte demonstrationer på Store Torv i Rønne, da ”Black Lives Matter Denmark” (BLM) havde anmeldt en demonstration i anledning af drabssagen i Nordskoven til gennemførelse tirsdag den 1. december kl. 1400, mens en lokal person havde anmeldt en moddemonstration samme tid og sted.

Ved demonstrationens start var der 25 – 30 deltagere fra ”BLM”, mens der alene var 1 person fra moddemonstrationen.
Demonstrationerne forløb derfor ganske roligt.
I umiddelbar tilknytning til demonstrationernes start forsamlede en gruppe på 15 – 20 personer sig og påberåbte sig at være en moddemonstration til ”BLM”, hvilket de ønskede at anmelde.
Moddemonstrationen fik lov at opholde sig på anvist plads på Store Torv.

Begge demonstrationer blev opdelt og under opsyn fra politiet lov til at give deres meninger til kende gennem demonstrationerne, hvilket forløb uden problemer for politiet.

Ved BLM’s forskydning til shelterpladsen i Nordskoven, bemærkede politiet, at moddemonstrationen ligeledes havde indfundet sig ved samme shelterplads for at mindes den dræbte.

Efter dialog med politiet fortrak moddemonstrationen et stykke væk og gav plads til BLM, der herefter gennemførte deres planlagte aktion ved shelterpladsen.

Efter et stykke tid forlod BLM shelterpladsen og kørte i bus til et opholdsområde i Rønne, hvor de forblev indtil afrejse med Færgen kl. 2030.

Begge demonstrationer forløb uden nævneværdige problemer for Bornholms Politi.

Kilde: Bornholms Politi