Døgnrapport d. 02-12-2020

onsdag 02. dec, kl. 21:54

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 2. december 2020

Det er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.
**

To mænd omkommet i alvorligt færdselsuheld Tirsdag kl. 22.03 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var sket et alvorligt færdselsuheld i østgående retning på Herningmotorvejen ved Harlev. De foreløbige undersøgelser tyder på, at en 41-årig mand fra Herning-området af pt. ukendte årsager kørte vestpå i det østgående spor og altså kørte imod færdselsretningen, da han med høj fart kørte frontalt ind i en anden bil, der blev ført af en 36-årig mand fra Aalborg.

Den 41-åriges bil blev efterfølgende slynget over midterautoværnet og endte i det vestgående spor, hvor den kort efter blev påkørt af en anden bil, der blev ført af en 49-årig kvinde. Ved påkørslen blev den 41-åriges bil skubbet ind i midterautoværnet, og den 49-årige kvinde fik også skader på sin egen bil, men hun kom ikke umiddelbart selv til skade.

Den 36-åriges bil holdt efter sammenstødet stille i østgående retning på motorvejen, hvor den kort efter uheldet blev påkørt af en anden bil, ført af en 56-årig mand. Der skete kun materiel skade ved denne påkørsel, og den 56-årige mand kom umiddelbart ikke selv til skade.

Da ambulancer og lægebil ankom til uheldsstedet, blev både den 41-årige mand og den 36-årige mand erklæret døde på stedet. Deres pårørende er underrettet. Motorvejen blev helt spærret i begge retninger, mens oprydningsarbejdet stod på, og der blev tilkaldt en bilinspektør, der har foretaget undersøgelser af uheldsstedet. Kl. 03.15 var arbejdet færdigt, og der blev igen åbnet for trafikken.

Østjyllands Politi er fortsat i gang med undersøgelserne – herunder afhøring af vidner og indhentelse af prøver på de to omkomne, der skal være med til at afklare, om nogen af dem har været påvirket af enten alkohol eller narkotika. Dette er helt normal procedure i forbindelse med færdselsdrab. Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvorfor eller hvor længe den 41-årige mand kørte i den forkerte retning på motorvejen.

**

Fund af uvirksom håndgranat Tirsdag kl. 18.15 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var fundet hvad der lignede en håndgranat i et lokale på Axel Kiers Vej i Højbjerg. Da politiet ankom til stedet, kunne betjentene konstatere, at der var smadret en rude, og at der inde i lokalet lå en sten og en håndgranat.

Da det ikke umiddelbart kunne fastslås, hvorvidt der var tale om en virksom håndgranat blev området spærret af og Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste EOD blev tilkaldt. Ved nærmere undersøgelse af håndgranaten kunne ammunitionsrydningstjeneste dog konkludere, at der ikke var nogen detonator i håndgranaten, og at håndgranaten i øvrigt var tom. Der var altså ikke fare for, at håndgranaten kunne eller ville sprænge.

Politiet undersøgte stedet nærmere med henblik på sporsikring. Sagen efterforskes nu nærmere for at finde frem til, hvem der evt. kan have smidt stenen og håndgranaten gennem vinduet. Det formodes at være sket i tidsrummet mellem natten til tirsdag kl. 02.00 og tirsdag aften kl. 18.15.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set nogle mistænkelige personer i området i dette tidsrum. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

I forbindelse med politiets arbejde på Axel Kiers Vej blev betjentene opmærksomme på en bil ved afspærringen. Betjentene tog kontakt til bilens 39-årige mandlige fører, der virkede påvirket af både spiritus og narkotika. Han blev derfor anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel. I forbindelse med ransagningen af bilen fandt betjentene noget amfetamin, der var fordelt i mindre poser, samt flere tomme pølsemandsposer. Den 39-årige mand blev derfor også sigtet for salg af narkotika.

**

Solgte narko fra bil Tirsdag kl. 17.15 blev en patrulje på Elna Munchs Gade i Brabrand opmærksomme på en bil, der holdt parkeret med både motor og lys tændt. Der stod en mand ved bilen, men så snart betjentene standsede og steg ud, begyndte manden at løbe fra stedet. To af de tre betjente løb efter ham, mens de råbte, at han skulle standse. Manden løb dog videre og smed undervejs to små poser fra sig, hvorefter han blev indhentet af den ene betjent, mens den anden betjent samlede poserne op, der viste sig at indeholde skunk. Den 38-årige mand blev sigtet for narkobesiddelse.

Den tredje betjent var blevet tilbage ved den bil, som manden havde stået ved, og da den 38-årige mand forklarede, at han netop havde købt de to poser skunk fra én person i bilen, blev bilens 19-årige fører sigtet for salg af narkotika. I forbindelse med visitationen af ham fandt betjentene et større kontantbeløb, som de vurderede stammede fra salg af narkotika.

I bilen sad der også en 20-årig mand på passagersædet, der også blev sigtet for salg af narkotika. Han blev ligeledes fundet i besiddelse af et større kontantbeløb, der også formodes at stamme fra salg af narkotika. Den 25-årige mand, der sad på bagsædet blev også sigtet for salg af narkotika, men blev umiddelbart ikke fundet i besiddelse af penge eller narkotika.

I forbindelse med ransagning af bilen kunne betjentene umiddelbart ikke finde noget narkotika, men da bilen lugtede meget kraftigt af hash/skunk ville betjentene gerne se lidt nærmere på den, og bilen blev derfor beslaglagt med henblik på nærmere undersøgelse.

**

Brand i el-rum Tirsdag kl. 17.39 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var udbrudt brand i et el-rum ved XL-byg på Vestergade i Ryomgård. Da politiet ankom til stedet stod alle medarbejderne på parkeringspladsen, men der var ingen røg at se.

Butikschefen oplyste, at der havde været flammer bagved nogle eltavler, og at de selv havde forsøgt at slukke ilden ved hjælp af nogle pulverslukkere. Da han ikke var helt sikker på, om det var lykkedes, havde han lukket døren ind til elrummet og evakueret butikken.

Da brandvæsnet kom og fik åbnet døren, kunne de konstatere, at der ikke længere var nogen ild, og butikken blev ventileret og skadeservice tilkaldt til stedet.

**

Specialpatruljen fandt hash og peberspray Østjyllands Politis specialpatrulje fandt tirsdag både hash og pebersprays i to lejligheder i Randers og Aarhus.

Tirsdag kl. 10.35 tog betjente fra specialpatruljen hen til en lejlighed i Randers C efter oplysninger om, at der blev solgt stoffer fra stedet.

Under en ransagning af lejligheden fandt betjentene en del tusinde kroner i kontanter, noget hash og flere ting, der pegede på, at den 30-årige mand, der bor i lejligheden, har solgt hash. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkosalg. Da betjentene også fandt en peberspray i hjemmet, blev han sigtet for overtrædelse af våbenloven.

I Aarhus N reagerede specialpatruljen ved middagstid på et lignende tip om narkosalg. I en lejlighed fandt betjente og en narkohund en mindre mængde hash og kokain og en ulovlig peberspray.

Her blev en 25-årig kvinde sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af våbenloven.

**

Ville stjæle fra butikker – havde kniv på sig En vagt i Viby Centeret i Viby ringede tirsdag kl. 10.41 til politiet, da han havde tilbageholdt en 18-årig mand, som han genkendte som en butikstyv, der tidligere havde været på spil i centret.

Da den 18-årige havde en kniv i lommen, kontaktede vagten politiet, der kort efter kom frem. Manden forklarede, at kniven skulle bruges til at skære emballagen af varer, som han ville stjæle.

Han blev sigtet for overtrædelse af knivloven og for et butikstyveri i centret ugen før, hvor der var stjålet flere parfumer fra Matas.

**

Ældre kvinde narret til at give NemID En 76-årig kvinde fra Brabrand anmeldte tirsdag, at hun var blevet snydt for mange tusinde kroner af en mand, som ringede til hende mandag. Manden udgav sig for at være fra NETS’ Sikkerhedsafdeling og fortalte, at der var sket mistænkelige transaktioner på kvindens konto. Han skulle derfor bruge hendes personlige oplysninger, som fx NemID, for at hjælpe hende.

Kvinden lod sig overbevise til at udlevere oplysningerne, og dagen efter fandt hun så ud af, at der var hævet mange penge fra hendes konto.

Østjyllands Politi opfordrer på det kraftigste til, at man aldrig udleverer personfølsomme oplysninger som NemID, koder og kontonumre til andre.

**

Aggressiv mand anholdt på Klostertorvet En 41-årig mand blev tirsdag kl. 12.50 anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden på Klostertorvet i Aarhus. Nogle vagter på stedet var i gang med at tale en meget beruset og højtråbende kvinde til ro, da den 41-årige blandede sig og råbte flere trusler mod dem.

Det fik vagterne til at tilkalde politiet, der anholdt den 41-årige.

**

Færdsel Tirsdag kl. 9.25 blev en 36-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for at køre bil uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Smededamsvej i Gassum ved Spentrup. Han blev desuden sigtet for besiddelse for euforisende stoffer, da han havde en mindre mængde amfetamin og kokain på sig.

Tirsdag kl. 10.38 skete der et færdselsuheld i krydset Skejbygårdsvej/Brendstrupgårdsvej i Aarhus N. En 66-årig kvindelig bilist ramte ind i en bil ført af en 53-årig mand, hvorefter hun kørte af vejen og ramte ind i en hæk. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.

Tirsdag kl. 11.30 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Århusvej i Trustrup.

Tirsdag kl. 16.39 skete der et færdselsuheld i krydset Buggegårdsvej/Kirkevej i Ormslev ved Viby.
En 38-årig mandlig bilist kørte sammen med en 43-årig mandlig bilist.

Tirsdag kl. 17.15 skete der et færdselsuheld i krydset Paludan Müllers Vej/Hasle Ringvej i Aarhus N. En 41-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 39-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 41-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Tirsdag kl. 17.15 blev en 67-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Hasle Ringvej i Aarhus V.

Tirsdag kl. 20.00 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Trangstræde i Randers C.

**

Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.


På Tage-Hansens Gade i Aarhus C begået mellem mandag den 30/11 kl. 17.30 og tirsdag den 1/12 kl. 07.00 På Obovej i Randers SV begået mellem mandag den 30/11 kl. 11.00 og tirsdag den 1/12 kl. 11.30 På Stenvad Bygade i Stenvad, Ørum Djurs begået mellem fredag den 27/11 kl. 14.00 og tirsdag den 1/12 kl. 21.30 På Gammel Holmevej i Højbjerg begået onsdag den 2/12 kl. 00.30 På P. Mønsteds Allé i Højbjerg begået onsdag den 2/12 kl. 03.59 På Piganavej i Mårslet begået onsdag den 2/12 kl. 05.03

Kilde: Østjyllands Politi