Døgnrapport d. 21-01-2021

torsdag 21. jan, kl. 19:10

Fra døgnrapporten: Tyveri fra byggeplads, spirituskørsel, narkopåvirket bilist, færdselsuheld med spirituspåvirket bilist

Tyveri fra byggeplads På Aalborgvej i Aabybro blev der i peroden fra onsdag eftermiddag kl. 1400 og til torsdag morgen ved sekstiden, lavet indbrud på en byggeplads. På byggepladsen stod der en container, der blev brudt op med en skærebrænder. Containeren indeholdt en del værktøj og to pladevibratorer. Der blev stjålet materiel for omkring 200.000,- kr.

Spirituskørsel En årvågen patrulje spottede onsdag aften omkring kl. 2200 en knallert, der kørte på Korsgade i Hjørring. Patruljen besluttede sig for at kigge nærmere på både knallerten og føreren. Han blev standset og patruljen kunne straks konstatere, at føreren var spirituspåvirket. Han blev anholdt og der blev udtaget en blodprøve til endelig bestemmelse af promillens størrelse.

Narkopåvirket bilist Onsdag eftermiddag kl. 1723 blev der standset en personbil på Vendelbogade i Hjørring. Da patruljen kontaktede føreren kunne de se, at han havde små pupiller, hvilket kan være en indikation på påvirkning af stoffer. En narkometer test bekræftede mistanken, idet den gav udslag for cannabis (hash). Føreren blev anholdt og måtte en tur omkring Hjørring Sygehus for at få udtaget en blodprøve.

Færdselsuheld med spirituspåvirket bilist Spiritus og bilkørsel er altså en dårlig cocktail. Onsdag aften kl. 2048 skete der et mindre færdselsuheld på Grønlandstorvet i Aalborg øst. En personbil kørte fra Grønlandstorvet i østlig retning. På græsset ved Lidl stod der imidlertid et skilt som bilisten ikke kunne undvige, og påkørte derved skiltet. Da patruljen nåede frem kunne de konstatere, at føreren var påvirket af spiritus. En udåndingsprøve kunne bekræfted det. Føreren blev anholdt, og der blev udtaget en blodprøve.



Kilde: Nordjyllands Politi