Døgnrapport d. 15-04-2021

torsdag 15. apr, kl. 11:44

Døgnrapport Bornholm

Tyveri Onsdag modtog politiet en anmeldelse om tyveri af en ugle udført i sten. Stenuglen havde siddet på en større sten på en adresse på Vellensbyvejen i Nylars, hvorfra den var stjålet mellem lørdag den 3. april og søndag den 4. april. Har du oplysninger om tyveriet hører politiet meget gerne fra dig på 114.

Hærværk Onsdag kl. 1550 indløb der anmeldelse om, at unge mennesker løb på taget af Kommunikationscentret på Sveasvej i Rønne, hvor de smadrede vinduer. Det viste sig at være de samme unge på 13, 13 og 15 år, som blev sigtet dagen før for 8 forhold af hærværk. De blev alle bragt til politigården, hvor de blev afhørt under overværelse af en kommunal repræsentant for Familiecenteret. Samtidigt blev en lille klump hash på 4,8 gram frataget den 13 årige dreng. Efter endt afhøring blev de afhentet, og der venter nu deres forældre et erstatningskrav.

ATK Målebilen holdt onsdag i 3 timer i Bølshavn i 40 km/t zonen, hvor 5 trafikanter kørte for stærkt. Den hurtigste passerede med 52 km/t. På Nybrovej i byzonen gik det meget bedre, da ingen trafikanter kørte for hurtigt i den ½ time, som målebilen holdt der. På Aakirkebyvej udenfor byzonen kørte 3 trafikanter for hurtigt på de 2 timer, som der blev målt der. Den hurtigste kørte 114 km/t og indkasserede tillige et klip i kørekortet.

Færdsel Færdselsafdelingen var ude på øen og måle hastighed med laser. Det blev til 5 sager udenfor byzoner, og den værste kørte 104 km/t. En trafikant måtte også indkassere et klip for at tale i mobiltelefon under kørslen.


Kilde: Bornholms Politi