Nærpolitiet i Odder udvider og flytter i nye lokaler

torsdag 15. apr, kl. 06:14

Et af flerårsaftalens grundelementer er gennemførelse af en nærhedsreform af politiet. Nærhedsreformen skal styrke politiets tilstedeværelse med flere beredskabspatruljer, flere lokalbetjente og nye nærpolitienheder.

”Flerårsaftalen har blandt andet til formål at bringe politiet tættere på borgerne. Politiet skal være nærværende og langt mere til stede lokalt, og de ressourcer og kompetencer, politiet råder over, skal i højere grad bruges tæt på borgerne i politikredsene,” siger politidirektør Kirsten Dyrman.

I Østjyllands politikreds er der på nuværende tidspunkt, foruden hovedstationen i Aarhus og stationerne i Aarhus Vest, Randers og Grenaa, seks nærstationer fordelt over hele Østjylland samt en landbetjent på Samsø.

Flere betjente i Odder Det vil der også være fremadrettet, men på nærpolitistationen i Odder vil antallet af betjente blive øget fra de nuværende tre til fem, og åbningstiden bliver udvidet fra 10 til 25 timer om ugen. Samtidig flytter nærpolitiet fra de nuværende lokaler på Rådhusgade 40 til nye lokaler på byens rådhus.

”Det lokale handlerum til at træffe beslutninger tættere på borgerne skal styrkes, hvilket efter min opfattelse sker blandt andet ved etablering af den nye politistation i Odder. Samtidig rykker vi helt tæt på vores meget vigtige samarbejdspartner, Odder Kommune, og vi glæder os til det fortsatte, tætte samarbejde,” siger Kirsten Dyrman.

Hvis alt går som planlagt, er forventningen, at nærpolitiet i Odder vil være klar til at byde borgerne indenfor i den nye nærpolitistation i løbet af august 2021.


Kilde: Østjyllands Politi