Politiets heste kommer på besøg i Nykøbing Sjælland

torsdag 22. jul, kl. 06:09

Politihestene Cantona og Drogba fra Rytterisektionen kommer torsdag formiddag på besøg i Nykøbing Sjælland for at sige goddag til de mange sommergæster, der i disse uger valfarter til Odsherred Kommune for at holde ferie i Danmark.

”Vi har inviteret Rytterisektionen til at besøge os i Nykøbing Sjælland endnu engang i en ferieperiode, fordi vi ved, at rigtig mange borgere er på visit i Odsherred. På den måde kan vi forhåbentlig åbne en god dialog med borgerne, som kommer hen til de store dyr for at hilse på, og det giver vores betjente gode muligheder for at høre, hvad der rører sig i kommunen,” siger vicepolitiinspektør John Jensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

De store politiheste var senest på besøg i efterårsferien i Algade, hvor også lokalbetjent Kirsten Andersen gik rundt og hilste på borgerne på gaden, fortæller politiassistent og politirytter fra Rytterisektionen, Jeanet Vollmond fra Københavns Politi.

”Hestene er en rigtig god indgang til dialog med borgerne, og vi møder rigtig mange interesserede på vores ture rundt i landet. Det regner vi også med at opleve, når vi igen kommer til Nykøbing Sjælland,” siger Jeanett Vollmond.

Politipersonale fra lokalpolitistationen i Nykøbing Sjælland vil derfor følge med politihestene rundt i byen.

Rytterisektionen, som er en landsdækkende enhed, der er organiseret under Københavns Politi, har desuden været på besøg i andre større byer i Midt- og Vestsjælland, herunder Holbæk, Roskilde og Køge.

Rytterisektionen blev dannet 1. november 2018, og siden har heste og politiryttere rejst landet rundt.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi