69-årig mand dømt for seksualforbrydelser og vidnetrusler

tirsdag 25. jan, kl. 14:25

En 69-årig mand er i dag blevet dømt i en sag om seksualforbrydelser mod to børn. Manden var tiltalt for tiltvingelse af andet seksuelt forhold end samleje med to børn under 12 år, blufærdighedskrænkelser og vidnetrusler mod begge børn. Manden var desuden tiltalt for forsøg på voldtægt af det ene barn.
Retten i Herning kendte ham skyldig i alle forhold i anklageskriftet og idømte ham 3 år og 6 måneders fængsel. Manden fik desuden pålagt bopæls- og besøgsforbud i 5 år fra endelig dom.

Senioranklager ved anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, Søren Kløvborg er tilfreds med dommen: ”Det var en fuldstændig enig domsmandsret, der dømte i overensstemmelse med anklageskriftet. Den tiltalte blev idømt en straf, der stemmer med praksis på området.”

Den 69-årige ankede dommen til frifindelse.

Kontaktperson for pressen Senioranklager ved anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, Søren Kløvborg, tlf. 40433701.

Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi