Døgnrapport d. 29-06-2022

torsdag 30. jun, kl. 04:44

Nordjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten fra den 27.-29. juni 2022

Aalborg – ugæstfri velkomst Mandag eftermiddag fik en beboer i Dybbølgade i Aalborg besøg af en patrulje. Det viste sig dog hurtigt, at manden ikke umiddelbart følte for værtsrollen, for ved politiets ankomst flygtede både han og en kammerat fra stedet. Under ransagningen af lejligheden fandt man 8,53 gram hash og en del kontanter. Da de to kammerater blev løbet op af patruljen, havde beboeren 2,66 gram skunk, 0,83 gram hashklump og 0,23 gram kokain på sig.

Slettestrand – indbrud i sommerhus På Redningsvejen ved Slettestrand har der, mellem mandag den 6. juni og mandag den 27. juni, været indbrud i et fritidshus. Indbrudstyven havde aflistet en rude i døren med en skruetrækker og været rundt i hele huset, hvor alle skuffer og skabe var blevet gennemrodet.
Forskelligt elektronik var blevet stjålet, ligesom lamper og tøj var væk.

Frederikshavn – beruset bilist måtte aflevere bilen Natten til tirsdag blev en bilist stoppet ud for Kilden i Frederikshavn. Han førte sin personbil, uagtet at han var så svært beruset og hans promille så høj, at patruljen måtte beslaglægge bilen.
En blodprøve blev udtaget som bevis i sagen.

Hornum – muligt dieseltyveri Natten til onsdag blev to mand set liste rundt på en lastbilparkeringsplads ved Hornum. Her luskede de rundt med flere dunke og en slange. De satte sig i en mørk bil, hvorefter de kørte mod nord ad Bjømstrupvej. Bilen bragt til standsning af politiets patrulje ud for Himmerland Camping og Feriecenter. I bilen fandt betjentene tomme dunke, en universalpumpe med tilhørende slager, batterier til at drive pumpen samt en elefanthue.
Begge blev anholdt og sigtet. Politiet ransagede desuden deres privatadresser, dog uden at finde noget af politimæssig interesse.

Nørresundby – smykketyv tømte smykkeskrinet På Østermarksvej i Nørresundby var der, tirsdag mellem klokken 12:30 og 14:00, indbrud i en villa. Her har tyven brudt en terrassedør op, hvorefter et smykkeskrin er blevet tømt. Der er desuden forsvundet en flaske whiskey.

Har du set mistænkelig færden i området omkring Østermarksvej tirsdag over middag? Kontakt Nordjyllands Politi på telefon 114.


Kilde: Nordjyllands Politi