Døgnrapport d. 22-04-2024

mandag 22. apr, kl. 17:24

Bornholms Politi: uddrag af døgnrapporten 22. april 2024


Ulykke Fredag d. 19. april kl. 10.05 fik Bornholms Politi en anmeldelse om en 65-årig mand fra Rønne, der var faldet i vandet ved Hasle Havn og sad i klemme mellem et skib og havnemolen. Da en patrulje kom frem, havde to snarrådige borgere hjulpet manden op af vandet. Manden var umiddelbart uskadt, men blev kørt til undersøgelse på hospitalet.

Natteliv Natten til lørdag d. 20. april fik Bornholms Politi en anmeldelse om en 43-årig mand fra Rønne, der udviste aggressiv adfærd på Krystal Bodega i Rønne og derfor var uønsket på stedet. En patrulje rykkede ud og overtalte manden til at forlade stedet i god ro og orden.

Natten til søndag d. 21. april var Bornholms Politi på bevillingskontrol i Rønne. Her blev en beværtning sigtet for udskænkning til mindreårige, ligesom der manglede skiltning om, at det er forbudt at servere stærke drikke for personer under 18 år.

Færdsel En 59-årig kvinde fra Jyllinge fik fredag kl. 10 et klip i kørekortet for at køre frem for rødt lys på Sverigesvej i Rønne.

Senere på dagen blev en 28-årig kvinde fra Rønne stoppet og sigtet for at køre uden sikkerhedssele på Smallesund i Rønne.

ATK-bilen var fredag til stede på Østergade i Rønne kl. 9.37 - 10.37. Her blev to biler målt til at køre hurtigere end de tilladte 40 km/t. Den højeste hastighed blev målt til 48 km/t.

Derudover var ATK-bilen på baggrund af ”Bestil en betjent” tilstede på Kirkemarksvej i Nyker. Her blev fire biler målt til at køre for hurtigt i 50 km/t-zonen i tidsrummet fredag den 19. april fra kl. 7.24 til kl. 9.00. Den hurtigste bil blev målt til 72 km/t, og her fik føreren et klip i kørekortet.

Søndag kl. 16.19 blev en personbil på Godthåbsvej i Østermarie stoppet. Her blev en 43-årig kvinde sigtet for at køre uden at have kørekort, og den 46-årige mand, der ejede bilen, blev sigtet for overtrædelse af oplysningspligten, idet han havde overdraget bilnøglerne til kvinden, velvidende at hun ikke havde kørekort.

Kilde: Bornholms Politi