Døgnrapport d. 15-05-2024

onsdag 15. maj, kl. 17:10

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 15. maj 2024



Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger: Dalbyvej, Borup, Køge


Indbrud i villa/lejlighed/landejendom: Klosterparkvej, Kalundborg


Indbrud i fritids-/sommerhus: Ingen


Indbrud i skole og institutioner mv.: Ingen


Tyveri fra køretøjer: Boserupvej, Roskilde
Lyngageren, Svogerslev, Roskilde


Udestående med fogedretten? Tag selv kontakt - ellers risikerer du at blive hentet af politiet Politikredsen har i det seneste døgn anholdt fire personer, som var udeblevet fra fogedretten, som de havde et udestående med.

Politiet har for tiden ekstra fokus på sager, hvor folk udebliver fra fogedretten. I den forbindelse opfordrer politiet til, at personer, der har et udestående med fogedretten, eller som er efterlyst af andre myndigheder, selv tager kontakt til den myndighed, de har et udestående med. Ellers risikerer man, at politiet kommer og anholder en - enten på bopælen eller forsøger at finde frem til en hos familiemedlemmer eller på arbejdspladsen.


Lov om arbejdsmiljø - Slimmingevej, Tureby, Køge Kl. 07.36 kom en 26-årig mand fra Glostrup alvorligt til skade i forbindelse med flytning af betonelementer fra jorden og op på ladet af en lastbil. I forbindelse med at et betonelement skulle drejes, faldt nogle kroge af, og betonelementet faldt ned og ramte den 26-årige mand, som meldes uden for livsfare. Han blev kørt til sygehuset til behandling for sine skader. Arbejdstilsynet underrettet.


Bedrageri - Ringsted Kl. 10.55 anmeldte en pårørende til en 82-årig kvinde, at kvinden var blevet udsat for bedrageri, og at hendes kreditkort i den forbindelse var blevet afhentet af en person på kvindens bopæl. Efterfølgende var der blevet hævet i alt 9300 kr. ved tre forskellige hævninger. Politiet efterforsker nu sagen for at forsøge at finde frem til gerningsmanden.


Færdselsuheld - Gyvelvej/Østre Ringvej, Roskilde Kl. 11.55 skete et færdselsuheld i T-krydset Gyvelvej/Østre Ringvej, da føreren af en motorcykel, en 51-årig kvinde fra Vanløse, som kom kørende ad Østre Ringvej i nordlig retning, blev påkørt bagfra af en bil ført af en 73-årig mand fra Roskilde i forbindelse med at den 51-årige bremsede ned, da den forankørende bil skulle svinge. Den 73-årige bremsede også ned, men kom for tæt på den 51-årige kvindes motorcykel, som blev påkørt, så motorcyklen væltede ned på siden. Vejen var afspærret i forbindelse med politiets arbejde på stedet. Den 51-årige kvinde blev kørt til tjek på sygehuset. Hun var sluppet fra påkørslen uden at komme alvorligt til skade.


Spirituskørsel - Solparken, Tølløse, Holbæk Kl. 12.23 blev en 74-årig mand sigtet for overtrædelse af færdselsloven, da han i alkoholpåvirket tilstand over det tilladte kørte sin bil og i den forbindelse fik et ildebefindende, hvorved han mistede førerretten over sin bil, der påkørte en parkeret cykel, en parkeret knallert, et skur samt en 47-årig mand fra Kirke-Eskildstrup, der kom lettere til skade og blev kørt til behandling på sygehuset. Den 74-årige blev anholdt og fik udtaget en blodprøve til sagen, som vil blive afgjort, når politiet modtager resultatet af blodprøven.


Cyklist og fodgænger stødte sammen - Mosede Strandvej, Greve Kl. 15.23 skete et sammenstød mellem en 37-årig mand på cykel og en 15-årig dreng til fods. Sammenstødet var sket, da den 15-årige gik ud af sin indkørsel og i den forbindelse var blevet påkørt af den 37-årige cyklist. Begge implicerede kom lettere til skade med sammenstødet, og den 37-årige mand blev kørt til tjek på sygehuset.


Lovgivning om euforiserende stoffer - Sct. Bendtsgade, Ringsted Kl. 16.00 blev en patrulje opmærksomme på en gruppe unge mennesker, der sad under en pergola i en park. En person tiltrak sig patruljens opmærksomhed, og bevægede sig væk fra stedet, da patruljen nærmede sig og løb fra stedet. Han blev eftersat af en betjent og blev kort tid efter anholdt.

Der er tale om en 15-årig dreng fra lokalområdet, som var i besiddelse af 10,25 gram hash fordelt i pølsemandsposer med henblik på videresalg samt flere mobiltelefoner, som patruljen beslaglagde samt en peberspray, som ligeledes blev beslaglagt og drengen blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Drengens pårørende samt de sociale myndigheder blev underrettet om sagen, og drengens pårørende var tilstede under afhøringen af drengen. Efter endt afhøring blev drengen løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.

Røveri af el-cykel - Højagervej, Karlslunde, Solrød
Kl. 16.47 blev en 14-årig dreng fra Karlslunde, som befandt sig i Karlstrup Kalkgrav truet med kniv til at udlevere sin el-cykel og cykelnøgler af en mand, der beskrives som:

Ca. 16 år, 170-175 cm høj, udenlandsk af udseende, mørk i huden og sort hår, talte dansk, iført sort jakke, sorte bukser, sorte sko samt et guldur. Gerningsmanden havde hætte på.

El-cyklen beskrives som: sort med røde striber og påskriften "Engwie".

Kontakt politiet på telefon 114, hvis du har oplysninger om gerningsmanden eller den stjålne el-cykel.


Butikstyveri - Solrød Center, Solrød Strand Kl. 17.28 blev en dreng på 15 år fra Solrød Strand sigtet for butikstyveri, da han købte en pakke tyggegummi i scan selv-kassen, men undlod at betale for chokolade og en pose slik til en samlet værdi af 92 kr., som han havde placeret i sin lommer, hvilket blev observeret af en ansat i butikken. Butikken fik de stjålne varer retur og havde ikke noget erstatningskrav i forbindelse med tyveriet. Politiet underrettede drengens forældre om tyveriet samt de sociale myndigheder. Drengen blev bortvist fra butikken.


Opfølgning - Røveri mod kiosk - Jernbanevej, Ringsted På tirsdagens døgnrapport efterlyste vi to mænd, som kunne sættes i forbindelse med et røveri mod en kiosk på Jernbanevej i Ringsted.

Den ene mand - gerningsperson A, som ved røveriet truede personalet med en papegøjetang - er blevet anholdt efter tip fra en borger. Manden forventes fremstillet i grundlovsforhør senere i dag. Den anden gerningsperson er fortsat efterlyst af politiet. Kontakt os på telefon 114, hvis du har oplysninger om denne mands identitet eller opholdssted.


Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi