Døgnrapport d. 17-05-2024

fredag 17. maj, kl. 16:12

Bornholms Politi: uddrag af døgnrapporten 17. maj 2024

Færdsel Torsdag kl. 16.34 fik Bornholms Politi en anmeldelse om et trafikuheld, hvor en 25-årig mand fra Rønne var bakket rundt om et hjørne i krydset mellem Kattesundet og Østergade og derved ramte en fodgænger. Fodgængeren, som var en 89-årig kvinde fra Rønne, blev kørt på skadestuen af en ambulance. Den 25-årige blev sigtet for at bakke uden at sikre sig, at manøvren kunne foretages uden at være til fare for andre.

Torsdag formiddag var ATK-bilen til stede på Sdr. Landevej mellem Nexø og Snogebæk i forbindelse med politiets ”Bestil en betjent”-ordning. I løbet tre timer blev ingen biler dog målt til at køre hurtigere, end de tilladte 80 km/t.

Hærværk Natten til fredag kl. 00.43 fik Bornholms Politi en anmeldelse om hærværk på en kabinescooter, der holdt parkeret på Storegade i Hasle. Kabinescooteren var blevet væltet med mindre materielle skader til følge. En patrulje rykkede ud og rejste scooteren op igen med samtykke fra ejeren. Bornholms Politi efterlyser vidner til hærværket, så hvis du har hørt eller set noget, så ring 114.

Kilde: Bornholms Politi