Døgnrapport d. 21-05-2024

tirsdag 21. maj, kl. 19:21

Bornholms Politi: uddrag af døgnrapporten 21. maj 2024

Kriminalpræventiv indsats Bornholms Politi var fredag d. 17. maj til stede til ”Sidste Skoledag” afholdt i Brændesgårdshaven med deltagelse af cirka 400 skoleelever fra hele øen. Alt forløb i god ro og orden - og med god stemning.

Beruser Fredag eftermiddag fik Bornholms Politi en anmeldelse om en tilsyneladende beruset mand i Silkegade i Rønne, der så ud til at have brug for hjælp. Politiet sendte en patrulje ud, som tog kontakt til den 29-årige mand fra Rønne og fulgte ham hjem. Senere på dagen blev politiet kontaktet af en ny anmelder, som havde truffet samme mand i Krystalgade, hvor han nu havde lagt sig til at sove på fortovet. Anmelderen ville tage kontakt til ham.

Bevillingskontrol Bornholms Politi var fredag aften på bevillingskontrol over hele øen med særligt fokus på restaurationer, som ikke havde fornyet deres alkoholbevilling. Der var dog kun én restauration i Rønne, som måtte tage imod en bøde for ulovlig udskænkning.

Uro i nattelivet Kl. 2.03 natten til søndag fik Bornholms Politi en anmeldelse om slagsmål på Store Torv i Rønne. Ved patruljens ankomst flygtede en af de involverede, en 19-årig mand fra Rønne, fra stedet. Manden blev senere truffet i byen og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Brand Bornholms Politi fik fredag d. 17. maj kl. 13.25 en anmeldelse om brand i en carport i Nexø, som var opstået i forbindelse med brug af ukrudtsbrænder. Politi og brandvæsen rykkede ud og fik slukket ilden. Ejeren, en 65-årig mand, blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, for uforsigtig omgang med ild.

Natten til søndag kl. 2.18 fik Bornholms Politi en anmeldelse om brand i en garage og to biler i Pedersker. Politi og brandvæsen rykkede ud og fik ilden under kontrol, inden den spredte sig til huset. Ingen kom til skade ved branden. Brandårsagen efterforskes og er pt. ukendt.

Mandag eftermiddag kl. 16.59 modtog Bornholms Politi endnu en anmeldelse af brand i forbindelse med brug af ukrudtsbrænder. Her havde ilden antændt et træ og havde hurtigt taget fat. Politi og brandvæsen rykkede ud og fik hurtigt slukket ilden.

Færdsel Fredag d. 17. maj fik en 43-årig mand fra Rønne en bøde for ikke at bruge sikkerhedssele på Tysklandsvej i Rønne.

Lørdag fik Bornholms Politi kl. 15.46 en anmeldelse om et solouheld på Arnagervej, hvor en personbil ført af en 89-årig mand fra Lobbæk, var kørt ind i et stendige. Manden blev kørt med ambulance til kontrol på akutmodtagelsen.

Søndag kl. 17.15 rykkede en patrulje ud til Kystparken i Rønne, hvor en 85-årig mand fra Rønne var faldet på cykel. Manden blev taget med til akutmodtagelsen af en ambulance.

Søndag eftermiddag blev to knallertførere stoppet på Hovedgaden i Snogebæk og sigtet for spirituskørsel. Der var tale om en 76-årig mand og en 62-årig mand, begge fra Snogebæk.

Natten til mandag kl. 00.20 blev en 32-årig mand stoppet på Sdr. Strandvej i Nexø og sigtet for at køre bil, mens han var påvirket af euforiserende stoffer og havde en alkoholpromille over det tilladte.

Derudover fik tre bilister natten til mandag hver et klip i kørekortet for at overtræde den ubetingede vigepligt på Poulskervej i Nexø.

Kilde: Bornholms Politi