Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 28-04-2025
mandag 28. apr, kl. 23:19
Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 28. april 2025
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
12-årig pige overfaldet af gruppe af jævnaldrende
En patrulje fra Østjyllands Politi kom søndag aften kl. 18.20 kørende ad Inger Christensens Gade i Brabrand, da en kvinde rettede henvendelse til dem og fortalte, at hendes 12-årige datter, som hun stod sammen med, kort forinden var blevet overfaldet af en gruppe jævnaldrende piger.
Ifølge anmeldelsen var den 12-årige pige bl.a. blevet udsat for spark og slag i forbindelse med overfaldet, hvor hun også havde fået frarøvet sin mobiltelefon og et hævekort.
Overfaldet var angiveligt sket i forbindelse med en forudgående uenighed med en anden pige. Da den 12-årige sammen med en veninde tog til Brabrand for at mødes med denne pige, blev den 12-årige overfaldet af en gruppe piger
Ikke langt derfra stod en større forsamling af unge mennesker, som betjentene efterfølgende rettede henvendelse til. Et vidne på stedet var i besiddelse af en video af overfaldet, som betjentene sikrede sig til sagen, mens andre vidner pegede betjentene i retning af et nærliggende parkeringshus, hvor gruppen af piger, som havde overfaldet den 12-årige, angiveligt fortsat skulle opholde sig.
I parkeringshuset stod rigtigt nok en gruppe mindreårige piger, som betjentene kontaktede. Pigerne forsøgte kortvarigt at løbe fra stedet, inden de blev tilbageholdt og efterfølgende erkendte, at de havde kendskab til episoden.
Betjentene sikrede sig identitet på fire mindreårige piger, hvorefter deres nærmeste pårørende blev kontaktet og orienteret om sagen. Sagen er fortsat under efterforskning og de sociale myndigheder er orienteret, mens politiet også har indhentet videoovervågning.
**
Flere sigtelser på Østergade i Grenaa
Betjente fra Østjyllands Politi havde en travl nat på Østergade i Grenaa, hvor flere personer i løbet af et par timer blev sigtet, og en enkelt blev anholdt.
Kl. 02.20 hørte betjentene stemmer fra et cykelskur i en baggård og kunne, da de kom rundt om hjørnet, se en 19-årig mand indtage narko fra sin mobiltelefon. Da betjentene nåede hen til manden, lå der en næsten tom pose med kokainrester på jorden ved siden ham, og han blev derfor sigtet for besiddelse af narko.
Senere på natten observerede patruljen en 31-årig mand, som udviste mistænkelig adfærd og hurtigt vendte sig om og gik i modsatte retning, da han fik øje på betjentene. De to betjente rettede henvendelse til manden og sigtede ham for besiddelse af narko, hvorefter de visiterede ham og fandt en salgspose med en mindre mængde kokain i mandens pung. Dette blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
Omkring to timer senere måtte betjente igen forbi Østergade, da en dørmand ønskede assistance til at bortvise en fuld 45-årig mandlig gæst på en natklub. I denne forbindelse blev den 45-årige sigtet og anholdt for at overtræde ordensbekendtgørelsen og taget med på politigården i Aarhus. En 32-årig mand blev i samme ombæring sigtet for fornærmelig tiltale mod politiet, da han råbte skældsord efter betjentene.
**
Udenlandsk butikstyv stjal tykmælk og fik straksbøde
Østjyllands Politi fik søndag kl. 19.28 en anmeldelse om butikstyveri i et supermarked i Aarhus C.
En butiksdetektiv havde set en 47-årig polsk mand putte en tykmælk i en pose, hvorefter den 47-årige var gået forbi kassen uden at betale og derefter blevet tilbageholdt, indtil politiet ankom til supermarkedet.
Manden blev anholdt for butikstyveri og måtte forlade butikken uden tykmælken. Til gengæld blev han taget med til afhøring på politigården i Aarhus, hvor han fik en straksbøde.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Moesgårdvej i Højbjerg begået mellem torsdag d. 24/4 kl. 10.00 og søndag d. 27/4 kl. 16.00
På Matildelundsvej i Viby J begået mellem mandag d. 7/4 kl. 12.30 og søndag d. 27/4 kl. 14.30
På Skyttevej i Ørsted begået fredag d. 25/4 mellem kl. 13.00 og kl. 16.30