Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Unge, kunst og oplysning: Fond støtter aktiviteter mod narko
onsdag 11. jun, kl. 12:04
Fire gode aktiviteter, som alle arbejder for at bekæmpe narkohandel, har netop modtaget støtte fra Ejner Christian Christensens Fond mod narko.
Fondens bestyrelse uddelte i alt 341.800 kroner i år til kunst, podcast og forældrearbejde – alle med det fælles mål at skabe oplysning, refleksion og forebyggelse.
”I politiet arbejder vi hver dag med at forebygge og efterforske narkokriminalitet – og med fondens midler kan vi hjælpe andre med at virkeliggøre deres gode ideer. I år støtter vi fire konkrete projekter, som på hver deres måde sætter fokus på et vigtigt problem,” siger politidirektør Kim Christiansen, formand for fondens bestyrelse.
Årets modtagere:
Act On It – 135.000 kr.
Skuespiller og foredragsholder Thomas Milton står bag projektet ’No Drugs’ – en interaktiv forestilling (infotainment) målrettet ungdomsuddannelserne på Vestegnen – samt en oplysende podcast om stoffer og afhængighed til unge og deres forældre.
Leah Robb – 125.800 kr.
Billedkunstneren Leah Robb fortæller med udstillingen ’Min elskede narkoman’ en stærk personlig historie om en nær ven, der blev fanget i afhængighed. Udstillingen vises blandt andet på Albertslund Bibliotek.
Rakkerpak Productions – 60.000 kr.
’Det må du love mig aldrig at gøre selv, brormand’ er en dokumentarisk podcast om en 17-årig drengs forsøg på at forstå sin storebror, der flere gange har været i fængsel for narkosalg. Podcasten sætter fokus på de menneskelige konsekvenser af stofmisbrug og kriminalitet i familier.
Foreningen ’Forældre til unge på afveje’ – 21.000 kr.
’Forældre til unge på afveje’ er en frivillig forening, der via et forældrenetværk hjælper forældre, som kæmper for at få deres børn væk fra narkomiljøet.
1,5 millioner kroner uddelt
Ejner Christian Christensen fra Ishøj testamenterede omkring 4,7 millioner kroner til Københavns Vestegns Politi til bekæmpelse af narkohandel, og politikredsen oprettede en fond, som siden 2020 har delt over 1,5 millioner kroner ud i legater i overensstemmelse med hans ønske.
Fondens bestyrelse består af Københavns Vestegns Politis politidirektør, chefpolitiinspektør, stabschef samt næstformanden i kredsrådet, som for tiden er borgmesteren i Brøndby.