Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Skal dit hus være alene hjemme i sommerferien? Husk de gode råd
tirsdag 01. jul, kl. 05:51
Tasken er pakket. Passet er fornyet. Hotellet er booket. Sommerferien venter lige om hjørnet. Men inden du sætter kursen mod ferieland, så er det en god idé at indbrudssikre din bolig.
”Vi ved desværre, at indbrudstyvene har tendens til at udnytte sommerperioden, hvor mange huse står tomme, til at begå indbrud. Derfor er det vigtigt at gøre det så svært for tyven som muligt”, siger Jesper Julian Christensen, politikommissær hos Sydøstjyllands Politi.
Lås døren og luk vinduerne
Kort sagt handler det om at gøre det svært for tyven at bryde ind og få det til at ligne, at der er nogen hjemme. En simpel, om end effektiv, måde at sikre, at man ikke får ubudne gæster, mens man er udenbys, er at låse døre og lukke vinduerne.
”Det kan lyde banalt, men erfaringen siger os, at åbne vinduer og ulåste døre er en af de ting, som folk kan komme til at glemme, inden de tager hjemmefra. Det kan af tyven tolkes som en åben invitation. Derfor vil vi gerne komme med en klar opfordring til at huske de gode råd - herunder at låse døre og vinduer - i forbindelse med sommerferien,” siger politikommissær Jesper Julian Christensen.
Skal dit hus være alene hjemme i sommerferien, så husk de gode råd:
Lås døre og luk vinduerne: Gør døre og vinduer svære at bryde op med solide låse og sikkerhedshasper på vinduerne. Lad ikke en ekstranøgle ligger fremme et ”hemmeligt” sted.
Hjælp hinanden: Lav en aftale med naboerne om, at I holder øje med hinandens huse, parkerer i indkørslen og tømmer skraldespand og postkasse.
Brug timere til at tænde og slukke lyset inde i huset, så huset virker beboet.
Klip hækken og installér udendørs sensorlys, så tyven ikke kan arbejde uforstyrret.
Lås dit skur, så indbrudstyven ikke kan få fat i værktøj eller lignede, der kan gøre det nemmere at bryde ind.
Skjul eventuelt værdifulde genstande, så de ikke kan ses ude fra.
Hvis du har overvågningskameraer, så tjek om de er fri for spindelsvæv, bevoksning og andet, der kan blokere udsynet.
Hjælp politiet med at stoppe indbrudstyve: Ring 1-1-2, hvis du ser et igangværende indbrud. Ring 1-1-4, hvis du ser mistænkelige personer, der lusker rundt i nabolaget.