Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 07-07-2025
mandag 07. jul, kl. 16:06
Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 7. juli 2025
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Krogkær, Roskilde
Ibsgården, Himmelev, Roskilde
Jernaldermarken, Himmelev, Roskilde
Flintedalsvej, Benløse, Ringsted
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Ingen
Mand fik sin soundboks tilbage
Kl. 11.08 anmeldte en 22-årig mand fra Køge, at han havde fået stjålet sin soundboks på Roskilde festival, og en airtag i soundboksen viste, at den befandt sig på en adresse i Hørve. Manden var selv kørt til adressen for at få udleveret sin soundboks, men blev mødt af 30-50 personer fra Rumænien på stedet, og de var i besiddelse af flere soundbokse, og den 22-årige valgte i stedet at alarmere politiet.
En patrulje kom frem til stedet og fandt seks stjålne soundbokse, som blev taget med som hittegods, da det ikke var muligt at finde ud af, hvem der havde taget dem. På en anden adresse i nærheden, hvor flere personer fra Polen befandt sig, fandt politiet yderligere to stjålne soundbokse, og en 38-årig kvinde blev sigtet. Den 22-årig mand kunne via airtaggen se, at hans soundboks nu befandt sig på politistationen, da den var en af de soundbokse, som politiet havde beslaglagt.
Mand fandt granat i forbindelse med gravearbejde - Skærbylyngvej, Nykøbing Sj. - Odsherred
Kl. 14.52 var en sommerhusejer i gang med gravearbejde i sin have, da han gravede en granat op af jorden. Manden alarmerede politiet, og granaten blev afhentet af EOD. Det viste sig, at den ikke indeholdt sprængstof.
10 personer har fået forbud mod at komme i svømmehallen i seks måneder - Bymarken, Roskilde
Kl. 15.37 modtog politiet et alarmopkald om, at der var en konflikt i en svømmehal, hvor 10 personer, der er i familie med hinanden, truede og skubbede personale i svømmehallen. En patrulje kom frem til stedet, hvor det viste sig, at konflikten skyldes, at familiemedlemmerne flere gange var blevet irettesat af personalet, da de overtrådte reglementet i svømmehallen. Det endte med, at de 10 personer har fået forbud mod at komme i svømmehallen det næste halve år. En 30-årig mand fra Brøndby Strand blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og kan forvente at høre mere fra politiet på et senere tidspunkt.
Airtag afslørede hvor stjålen soundboks befandt sig
Kl. 16.12 anmeldte en 26-årig mand fra Aarhus, at han havde fået stjålet en lejet soundboks på Roskilde Festival. Den 26-årige havde sporet airtaggen til en adresse i Lejre Kommune og alarmerede politiet. Politi og den 26-årige mødte sammen op på adressen, og tog kontakt. Da døren blev åbnet, afspillede den 26-årige en lyd på airtaggen, som kunne høres inde i lejligheden. På den baggrund blev lejligheden ransaget, og soundboksen blev fundet. En 16-årig ung mand er blevet sigtet for tyveri og er afhørt til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
To mænd fik straksdom for narkosalg på sociale medier - Osted, Lejre
Søndag blev to mænd, en 31-årig mand fra Brøndby og en 37-årig mand fra Roskilde, fremstillet i grundlovsforhør i en sag om salg af 82,21 gram amfetamin, som de havde udbudt på sociale medier. De to mænd blev anholdt lørdag aften kl. 20.55 på en adresse i Osted, hvor den ene blev fundet i besiddelse af 4000 kr., som formodes at være udbyttet af narkosalget. De to erkendte begge og fik afgjort sagen med en straksdom på 6 mdr. fængsel. De to blev herefter løsladt, men vil blive indkaldt til afsoning senere.
Opdateringer
To personer fra Rumænien fængslet
En 26-årig kvinde og en 38-årig mand fra Rumænien, som lørdag blev anholdt, da de blev fundet i besiddelse af en stjålet soundboks samt diverse andre tyvekoster i form af elektronik, der er stjålet fra campingområdet på Roskilde festival, bl.a. endnu en soundboks, en kamerataske, en højtaler, airpods, earpods og en megafon, blev søndag fremstillet i grundlovsforhør, og de blev begge fængslet på udrejselovens bestemmelser til frem til 31. juli 2025.
Mand fængslet efter vold og slagsmål på Roskilde Festival
Den 18-årige mand fra Høje-Taastrup, der er sigtet for vold i forbindelse med masseslagsmål og vold begået den 29. juni er søndag blevet fremstillet i grundlovsforhør. Manden blev varetægtsfængslet frem til den 27. juli. Der er nedlagt navneforbud i sagen. Mangen nægter sig skyldig. Ingen kære.
18-årig mand fra Rumænien har fået bøde for tyveri og indrejseforbud i to år
Den 18-årige mand fra Rumænien, der natten til søndag blev sigtet for tyveri af en soundboks i forbindelse med årets Roskilde festival, og som derudover blev fundet i besiddelse af forskellige rejsekort og id-kort, der ikke tilhørte ham selv har fået et bødeforlæg. Manden er blevet udvist af Danmark med et indrejseforbud i to år.