Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 07-07-2025
mandag 07. jul, kl. 18:06
Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 7. juli 2025
Misbrug af shelterplads
Bornholms Politi fik fredag en anmeldelse om, at en gruppe landevejsriddere havde taget ophold ved en shelterplads i Nordskoven i flere dage og at der lå en del skrald i området. En patrulje fik kontakt til to af dem, der havde taget ophold på shelterpladsen, og oplyste dem om reglerne for brug af sheltere.
Musik til ulempe
Politiet var flere gange til stede ved et værtshus i Allinge fredag aften og natten til lørdag, efter at der var kommet anmeldelser om, om at der blev spillet høj musik fra stedet for åbne vinduer, hvilket var til gene for de omkringboende. Kl. 01.16 kunne en patrulje bekræfte, at dette var tilfældet, og bestyreren blev herefter bedt om at få lukket alle vinduer og døre.
Lørdag kl. 23.32 fik politiet en anmeldelse om, at der blev spillet høj musik på en adresse i Nexø, hvilket var til gene for de omkringboende. En patrulje kom til stedet og fik kontakt til den pågældende beboer, som blev bedt om at skrue ned.
Ulovlig håndtering af asbest
Bornholms Politi fik lørdag kl. 15.40 en anmeldelse fra en borger, som havde mistanke om, at et firma var i gang med at højtryksrense et asbesttag på en adresse i Aakirkeby på ulovlig vis. Efter inddragelse af Brandvæsnet og Arbejdstilsynet blev det konstateret, at det pågældende firma ikke havde tilladelse til at udføre den slags arbejde, og at en af de ansatte som arbejdede på stedet, ikke var uddannet til det. Derudover blev virksomheden, der stod bag arbejdet, sigtet for ikke at have tilstrækkelige og korrekte oplysninger stående på firmaets erhvervskøretøj.
Uro
Lørdag aften måtte Bornholms Politi bortvise en 43-årig mand fra Rønne fra en adresse i Østermarie, hvor han var uønsket af beboerne.
Natten til søndag kl. 01.51 rykkede politiet ud til Toldbodstræde i Allinge, hvorfra der var kommet en anmeldelse om tumult blandt en gruppe mennesker. Politiet fik talt de tilbageværende parter til ro.
Narko
En 28-årig mand fra Rønne blev søndag kl. 16.55 stoppet af en patrulje på Storegade i Rønne. Her blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde hash og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Spirituskørsel
En 64-årig mand fra Rønne blev søndag kl. 19.10 stoppet i bil på Nørregade i Nexø, hvor han blev målt til at have en alkoholpromille over det tilladte. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel.
Andre færdselssager
En 32-årig mand fra Rønne blev fredag formiddag stoppet på Borgmester Nielsens Vej i Rønne, hvor han fik en bøde på 1.500 kr. samt et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen. Derudover skal han betale 500 kr. til Offerfonden.
En 19-årig mand fra Rønne blev fredag aften stoppet på Bådehavnsvej i Rønne. Her fik han en bøde på 1.000 kr. for at køre uden kørelys.
Søndag aften fik en 15-årig ung mand på et el-løbehjul en bøde på 750 kr. for ikke at have cykelhjelm på, efter at han var blevet stoppet på Sagavej i Rønne.
Natten til mandag kl. 00.55 blev en 21-årig mand fra Rønne stoppet i bil på Rønnevej i Nylars. Her blev han sigtet for at køre med nedslidte fordæk.