Nye undersøgelser i Vejen og Brørup i drabsefterforskning i dag

tirsdag 08. jul, kl. 06:50

Syd- og Sønderjyllands Politi genoptager i dag undersøgelser af to områder i Vejen og Brørup. Det sker i forbindelse med efterforskningen af drabet på en 42-årig polsk mand, som den 23. marts blev fundet afdød i Københoved i Vejen Kommune.

”Hundepatruljer undersøger i dag området omkring en sø i det nordlige Brørup. Da vi var på stedet i sidste uge, havde vi vandsøgshunde og dykkere på stedet. I dag undersøger vi området omkring søen med patruljehunde og nedgravningshunde. Samtidig undersøger vi også gerningsstedet i Vejen med hunde,” siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen, Syd- & Sønderjyllands Politi.

Resultaterne af undersøgelserne vil indgå i den efterforskning, som fortsat er i gang.

”Borgere i området kan være helt trygge. Vi har ikke mistanke om, at der er flere ofre i sagen, selv om vi benyttede os af vandsøgshundene i sidste uge. Hundene kan eksempelvis også markere på genstande, der har været i kontakt med afdøde personer. Vi gennemfører undersøgelserne som et led i vores omfattende efterforskning. Jeg kan ikke komme med flere detaljer om sagen – blandt andet af hensyn til de pårørende, og fordi vi risikerer at ødelægge vores muligheder for at opklare sagen, hvis vi kommer med yderligere oplysninger,” siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen.

I sagen er der tidligere anholdt tre mænd på henholdsvis 27, 32 og 40 år. De er varetægtsfængslede og alle sigtet for drab og usømmelig omgang med lig.

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi