Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 08-07-2025
tirsdag 08. jul, kl. 15:02
Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 8. juli 2025
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Vesterbro Torv, Nykøbing Sj.
Flintedalsvej, Benløse, Ringsted - To adresser
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ingen
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Ingen
Butikstyv stjal hammer og vin - Jernbanegade, Roskilde
Kl. 09.21 blev en 62-årig mand fra Roskilde tilbageholdt i et supermarked på Jernbanegade, da han forlod butikken med en hammer og en flaske hvidvin, som han ikke havde betalt for. Hammeren sad i bukselinningen, og han havde hvidvinen under armen, da personalet stoppede ham på parkeringspladsen. En patrulje sigtede den 62-årige mand for butikstyveri, og varerne blev leveret tilbage i god stand. Butikken havde derfor intet erstatningskrav. Den 62-årige kan forvente en bøde i sagen.
Vred bilist lavede hærværk på politibil - Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 13.00 blev en 60-årig mand fra Næstved stoppet af en civil færdselspatrulje på Køge Bugt Motorvejen mod syd i et rutinetjek. Den 60-årige viste sig at være frakendt førerretten i 10 år for spirituskørsel, så jam blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Den 60-årige fik af vide, at han ikke fik lov til at køre videre, og færdselsbetjenten vejledte bilisten om reglerne om beslaglæggelse af bilen, hvis han fortsat kørte. Den 60-årige blev meget vred og slog bevist patruljebilens dør ind i autoværnet, så der kom en bule. Han blev derfor også sigtet for hærværk, og kan forvente et erstatningskrav fra politiet.
Trusler i trafikken - Nylandsvej, Køge
Kl. 13.48 rykkede politiet talstærkt ud til Køge, hvor en ældre mand via 112 anmeldte, at han var blevet truet med en pistollignende genstand efter en uoverensstemmelse i trafikken. En yngre mand i en kabinescooter formentlig var blevet sur, da bilisten ikke havde holdt tilbage ved en vejchikane. Kabinescooteren havde fulgt efter bilisten, en 75-årig mand fra Nordsjælland, som blev truet, da han standsede på Hvidtjørnevej. Føreren af kabinscooteren havde peget i retning af den 75-årige, med noget der lignede en pistol.
Patruljerne søgte i området, men det lykkedes ikke at finde frem til manden i kabinescooterne, som beskrives som: Yngre mand med mørkt hår, mørkt tøj. Kørende i en blå kabinescooter.
Vidner, som har set den beskrevne kabinescooter i området omkring Nylandsvej og Hvidtjørnevej i Køge bedes ringe til politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Narkobilist i stjålet bil forsøgte at stikke af - Holbækvej, Kalundborg
kl.14.47 kørte en patrulje forbi en ældre BMW, der stod som efterlyst i politiets systemer. Da patruljen tændte det blå blink forsøgte bilisten at slippe væk i høj fart. På Gåsetoftevej lykkedes det patruljen at standse bilen og anholde en mandlig fører og en kvindelige passager. Den 29-årige mand, som havde ført bilen var påvirket af euforiserende stoffer, så han fik udtaget en blodprøve. Han blev sigtet for de mange overtrædelser, hvorefter de fik lov til at gå. Politiet skal nu udlevere bilen til rette ejer.
Ældresvindel - Stevns, Roskilde og Ringsted
Kl. 16.42 anmeldte et ældre ægtepar i Enderslev ved Hårlev, at de nogle timer forinden var blevet franarret deres dankort af en falsk bankmand, som havde oplyst at han ville redde dem fra svindel. En mand ankom i en mellemstor sort bil, som beskrives som:
Mand, 180 cm høj, spinkel af bygning, brun i huden, sort i hår og skæg. Han talte dansk. Iført langærmet beige trøje og jeans. Der blev hævet 2 x 15.000 kr fra ægteparrets kort før det blev spærret.
Kl. 16.48 anmeldte naboen til en ældre kvinde i Store Valby i Roskilde, at der havde været ældresvindlere på spil. En mand, som ringede udgav sig for at være fra politiet havde forsøgt at franarre den ældre kvinde sit hævekort, men uden held. En patrulje optog rapport om bedrageriforsøget.
Kl. 16.48 kom endnu en anmeldelse om bedrageri. En ældre mand på Fælledvej i Roskilde, var blevet snydt af en falsk politikvinde, som sagde, at der var fundet en kopi af hans dankort i en politisag. Mens "politikvinden" var i røret kom en mand til stedet og hentede hans kort. Efterfølgende blev der hævet 15.000 kr. fra kortet.
Kl. 00.25 anmeldte en 70-årig kvinde fra Ringsted, at hun var blevet franarret 65.000 kr af en mand fra "NETS", som havde ringet sent søndag aften og sagt, at hendes konto var ved at blive lænset af svindlere i udlandet. Hun overførte derfor sine penge til en "sikker konto", men fandt senere ud af, at hun var blevet snydt.
Udenlandske cykeltyve ved festivalen - Vor Frue Hovedgade, Roskilde
Kl. 20.54 anmeldte en vagt, at han havde tilbageholdt tre polske mænd i en dansk kassebil, som han havde set stjæle tre cykler fra en cykelparkering ved Poppelgårdsvej. De var kørt fra stedet med cyklerne i varerummet, men var blevet standset af vagten. Politiet hentede de tre mænd på 22, 44 og 51 år, blev sigtet for cykeltyveri. De erkendte tyveriet og cyklerne var uskadte, og blev derfor sat tilbage, hvor de var taget. De sigtede fik herefter lov til at gå, men vil få tilsendt en bøde i sagen.
Dreng fik stjålet el-cykel - Hedelunden, Greve
kl. 22.50 fik politiet anmeldelse om, at en 14-årig dreng fra Ishøj havde fået taget sin el-cykel af to drenge. Den 14-årige var standset op ud for boldbanerne ved Hedelunden, hvor en gruppe drenge spillede fodbold. Da bolden kom trillende standsede den 14-årige for at sparke bolden tilbage. To af drengene kom hen til den 14-årige og tilbageholdt ham. Han forsøgte at vriste sig fri, og der opstod tumult, men det lykkedes for ham at slippe væk. Drengene havde taget hans cykel og hans mobiletelefon, som havde siddet i en holder på styret. En hundepatrulje blev sendt til området og ledte efter de mistænkte drenge, men fandt dem ikke. De som beskrives som:
A: 14-16 år, ca. 175 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt, Talte: Dansk, Iført: Sort træningstøj og sort cap.
B: 14-16 år, ca 175 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Ar under højre øje, Talte: Dansk, Iført: Sort træningstøj.
El-cyklen var af mrk. Engwe, i grå med en telefonholder på styret.
Vidner som har oplysninger i sagen bedes ringe til politiet på tlf. 114.