Døgnrapport d. 23-03-2017

torsdag 23. mar, kl. 20:03

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 220317 kl. 0700 til torsdag 230317 kl. 0700.

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Holbækvej, Hvalsø

Indbrud i privat beboelse:

Kirstinedalsvej, Køge

Bygade, Store Merløse

Søndergade, Viby Sj.

Bredgade, Kalundborg

Indbrud i skole, institution og lignende:

Ingen

----------

Telefoniske trusler - Roskilde

Kl. 0650 henvendte en 55-årig mand fra Roskilde sig til politiets servicecenter og fremsatte i en lang talestrøm bl.a. konkrete, verbale trusler mod landets justitsminister, hvorefter den 55-årige afbrød samtalen. Politiet kunne kort efter anholde den 55-årige på hans bopæl og bragte ham til politistationen i Roskilde til afhøring i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om trusler mod en offentlig myndighed. Efter afsluttet sagsbehandling, der ikke frembragte oplysninger om, at den 55-årige havde gjort noget aktivt for at gøre alvor af sine trusler, blev den sigtede løsladt og efterfølgende indlagt på et psykiatrisk hospital til fornøden behandling. Han vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når sagen skal afgøres.

Vold mod fodgænger på sti – Havehusene, Greve

Kl. 0824 slog en 78-årig mand fra Greve alarm til politiet og ambulanceberedskabet, fordi han netop var blevet overfaldet af en knallertkører på en sti mellem Greve gymnasium og Dagmarskolen. Her gik den 78-årige på stien, da en knallert kørte hen imod ham med høj hastighed. Han gjorde tegn til, at knallertkøreren skulle sætte farten ned, hvorefter knallertkøreren standsede og gik hen til den 78-årige. Han blev nu skubbet hårdt i brystet, så han faldt omkuld på jorden og efterfølgende fik et spark. Herefter kørte knallertkøreren fra stedet i retning mod gymnasiet og blev af offeret beskrevet som: mand, dansk af udseende, 17-18 år, sort, kort hår og kørende på en knallert, hvis nummerplade blev delvist aflæst. Den 78-årige blev bragt til behandling på skadestuen, hvor læger konstaterede, at han havde pådraget sig brud på hoften som følge af volden. Politiet efterforsker nu sagen og arbejder bl.a. videre med at få identificeret knallerten og dens fører.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har været i området og måske bemærket knallertkøreren, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

”Guld”-sælgere ved motorvejen – Køge

Kl. 0929 anmeldte flere bilister, at to personer i en sort Mercedes holdt ved af- og tilkørslen til Sydmotorvejenved Slimmingevej, Tureby, hvor de forsøgte at standse bilister, som blev tilbudt ”guld”-varer. Ingen lod sig dog friste af tilbuddet.

Kl. 1333 var formentlig samme sorte bil med tyske nummerplader formentlig på spil på ved Køge-afkørslen på Køge Bugt Motorvejen, hvor en østeuropæisk mand forsøgte at standse andre bilister.

Politiet skal dog advare mod at købe noget af det faldbudte, da der i tidligere sager af tilsvarende slags blot har været tale om et gulligt metal uden større værdi og IKKE guld som oplyst af sælgerne. Kontakt straks politiet på tlf. 114 med oplysninger om køretøj, placering og eventuelle personer.

Trusler mod skole – Skolevej, Køge

Kl. 1050 anmeldte personalet på en kommunal skole, at en tidligere elev havde kontaktet skolen telefonisk og fremsat trusler om at forøve hærværk mod skole samt verbale trusler om at bruge en pistol mod en navngiven lærer. Samtalen blev herefter afbrudt. Politiet brugte eftermiddagen til at lede efter den tidligere elev – en 15-årig dreng fra Køge – på relevante tilholds- og opholdssteder, medens skolen tog sine forholdsregler i forhold til de fremsatte trusler. Først på aftenen fandt politiet frem til den 15-årige, som blev anholdt og sigtet for trusler om vold mod nogen i offentlig tjeneste. Både hans forældre og de sociale myndigheder er underrettet om anholdelsen. Den 15-årige er fortsat i politiets varetægt, idet politiets jurister efter en afhøring af ham vil tage stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Fyrværkeri – Johannevej, Køge

Kl. 1057 slog en beboer alarm, efter at hun havde fundet en pose, der indeholdt nogle pakker, der var bundet sammen med tape og forsynet med lunter. Politiet kørte til stedet og kunne ikke afgøre, hvad pakkerne indeholdt, ligesom Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) heller ikke kunne afgøre det ud fra tilsendte fotos. EOD kørte til stedet og kunne efterfølgende konstatere, at der var tale om ufarligt fyrværkeri i form af heksehyl og andet fyrværkeri. Politiet og EOD vurderede det som ”drengestreger” og foretog sig ikke yderligere ud over destruktion af effekterne.

”Engle” på motorvejen – Holbækmotorvejen, Roskilde – Lejre

Kl. 1212 fik politiet flere henvendelser fra bilister på Holbækmotorvejen ved Torkilstrup rasteplads, hvor et par mænd udklædt som engle med vinger på ryggen skulle gå i nødsporet i retning mod Holbæk. Den usædvanlige anmeldelse efterforskede politiet ved at sende en patruljevogn ud på motorvejen, men på strækningen mellem Roskilde og Holbæk fandt politiet ingen ”engle”. Hvad der rent faktisk er foregået og formål med den udklædning på motorvejen, ved politiet således ikke.

Forsøg på tricktyveri – Brogade, Køge

Kl. 1328 meddelte personalet i en butik, at man netop havde bortvist to udenlandske personer – en mand og en kvinde – som havde forsøgt at forvirre ekspedienten i forbindelse med betaling af en vare med en 1000 kr.-seddel. Det var ikke lykkedes dem at få stjålet nogen penge i forvirringen, hvorfor de blev bortvist. De blev beskrevet som værende ca. 50 år, ca. 160 cm høje, iført mørkt tøj, og kvindens ene øreflip var opdelt i 3. De forsvandt i ukendt retning og på ukendt måde i byen.

Tricktyveri – Gørlev Sj. - Kalundborg

Kl. 1454 anmeldte en 82-årig kvinde fra Gørlev Sj., at hun havde fået stjålet sit dankort, som efterfølgende var misbrugt til en uberettiget hævning af 4.000 kr. i en hæveautomat. Hun havde i tidsrummet kl. 1200-1300 været ude at handle i et supermarked, Algade, Gørlev, hvor hun havde benyttet sit dankort. Da hun var kommet hjem, henvendte en fremmed mand sig til hende og bad om hjælp til at finde vej til nærmeste læge. Han medbragte en bog/hæfte, som den 82-årige skulle skrive adressen i, hvorefter manden forlod hendes bopæl. På ukendt måde var hendes dankort fra pungen i hendes taske. Manden blev beskrevet som: A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 30-40 år, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Fremmedsprog, Iført: Mørk frakke., Medbragte: bog/hæfte samt kuglepen. Politiet formoder, at den 82-åriges PIN-kode på dankortet er blevet afluret i forbindelse med betalingen i supermarkedet.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket manden i supermarkedet i Gørlev. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Butikstyveri – Stationsholmen, Greve

Kl. 1538 anholdt politiet to rumænske mænd på 24 og 46 år i supermarkedet Føtex, efter at personalet og en butikskontrollant havde afsløret dem i at stjæle sportssko til en værdi af 998 kr. Efter sigtelse og afhøring til sagen blev tyverisagen afgjort med en bøde, hvorefter de to mænd blev løsladt.

Eftersøgt mand flygtet, men anholdt – Kyndeløsevej, Kyndeløse, Kirke-Hyllinge - Lejre

Kl. 1651 standsede færdselspolitiet en personbil, der blev ført af en 43-årig mand uden fast bopæl i Vallensbæk Strand, med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Han medbragte ikke sit kørekort, og da politiet kontrollerede, om han havde et kørekort, konstaterede færdselspolitiet, at den 43-årige var eftersøgt af Københavns Vestegns politi til fremstilling i fogedretten. Han blev anholdt og fik lov til at parkere sin bil kort fra standsningsstedet, men løb herefter fra stedet for at undgå fremstillingen i fogedretten. Efter ca. 1 times eftersøgning med bl.a. flere patruljer og en hundepatrulje blev den 43-årige fundet og igen anholdt. På sit opholdssted i nærheden fandt politiet ca. 25 gram hash, som tilhørte den 43-årige. Han havde førerret, så han blev sigtet for som anholdt at flygte fra politiet og for besiddelse af hashen. Efterfølgende blev han overført til Københavns Vestegns politi med henblik på fremstilling i fogedretten torsdag.

Spritbilist med narko – Lindeborgvej, Gevninge, Roskilde - Lejre

Kl. 0310 anholdt og sigtede politiet en 27-årig mand uden fast bopæl for spirituskørsel og for kørsel i en personbil også i narkotikapåvirket tilstand. Politiet bemærkede, at han førte bilen usikkert, ligesom han i et lyskryds også kørte frem mod rødt lys. Ved en ransagning af bilen fandt politiet ham i besiddelse af ca. 0,2 gram amfetamin, hvilket han også blev sigtet for. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer løslod politiet den 27-årige, der dog vil høre nærmere fra politiet, når blodprøverne er analyseret.

Brandundersøgelse – Skovbovej, Undløse, Tølløse - Holbæk

Kl. 0336 fik politiet via alarm 112 om, at der var udbrudt brand i en bil, der stod på en parkeringsplads. Brandvæsnet fik branden hurtigt slukket, men der skete dog stor skade på bilen. Bilens ejer er underrettet om branden, som politiet nu undersøger nærmere i et forsøg på at fastslå brandårsagen.


Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi