Døgnrapport d. 26-04-2017

onsdag 26. apr, kl. 10:01

Hjemmerøveri i Albertslund

Tidspunkt: 24/04-2017

Mandag den 24. april kl. 03.40 på Herstedøstervej i Albertslund vågnede en 80-årig dame ved, at to ukendte gerningsmænd stod i hendes soveværelse og rodede i hendes skuffer. Damen bad dem om at forlade stedet, men den ene gerningsmand greb i stedet fat i hendes ene arm og trak hende med rundt i huset for at søge efter genstande med værdi. Kort tid efter forlod begge gerningsmænd huset og låste hoveddøren udefra. Det er uvist, hvordan gerningsmændene har fået adgang til huset.

Gerningsmændene beskrives som:
A: Mand med anden etnisk baggrund end dansk, 20-25 år, 180-190 cm. høj, spinkel af bygning med sort hår.

B: Mand. Kan ikke beskrives yderligere.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelser i dagtimer på hverdage rettes til Lokal Efterforskning Vest på telefon 72 58 79 65, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.


Indbrud i lagerhal i Hedehusene

Tidspunkt: 24/04-2017

Mandag den 24. april kl. 09.30 blev det anmeldt, at en eller flere ukendte gerningsmænd var brudt ind i en lagerhal på Tingstedvej i Hedehusene. Gerningsmændene brød angiveligt døren op med en skruetrækker, hvorefter de bl.a. stjal en stor mængde elektronik værktøj.

Pas på hælervarer!
Gør dig ikke til hæler ved at købe stjålne effekter. Udvis mistænksomhed, hvor prisen på en vare er unaturlig lav, eller hvis effekten er graveret med et navn, der ikke tilhører sælger. Husk, at hæleri, ligesom tyveri, straffes.


Ældre dame fik stjålet dankort i Ballerup

Tidspunkt: 24/04-2017

Mandag den 24. april omkring kl. 13 fik en 81-årig dame stjålet sit dankort på Banegårdspladsen i Ballerup, efter hun havde brugt det i stationskiosken. Damen blev kort tid efter kontaktet af sin bank, der oplyste, at der var blevet hævet et større kontantbeløb fra kortet. Det er uvist, hvordan og hvornår dankortet blev stjålet.


Mand tilbageholdt for butikstyveri i Glostrup

Tidspunkt: 24/04-2017

Mandag den 24. april kl. 14.09 blev en 40-årig mand tilbageholdt for butikstyveri i en elektronikforretning på Hovedvejen i Glostrup, da en butiksvagt havde bemærket, at manden havde gemt forskelligt elektronik i sin taske og i sine lommer.


Tricktyveri i Brøndby

Tidspunkt: 24/04-2017

Mandag den 24. april omkring kl. 16.20 blev en 93-årig dame udsat for tricktyveri i sin opgang på Nygårds Plads i Brøndby. Damen havde netop været ude at handle, da hun blev opsøgt af en kvinde, som spurgte hende om noget, hun ikke forstod. Kvinden tog elevatoren op til sin lejlighed, hvor hun kort tid efter opdagede, at hun ikke længere havde sin pung i sin jakkelomme. Hun kontaktede banken med det samme, men der var allerede foretaget flere hævninger fra kortet.

Kvinden beskrives som:
Kvinde med anden etnisk baggrund end dansk, ca. 160-170 cm. høj med sort, kort hår. Hun var iklædt en sort jakke.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelser i dagtimer på hverdage rettes til Lokal Efterforskning Øst på telefon 72 58 79 66, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Vær skeptisk
Trick- og gadetyve er snu og finder på mange påskud for at stjæle på gaden eller i hjemmet. Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at følge nogle enkle råd for at beskytte sig mod de langfingrede:
• Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.
• Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet.
• Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort.
• Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.
Ring hurtigt til politiet, hvis du oplever noget mistænkeligt: 43 86 14 48 eller 114. Ring Alarm 1-1-2 hvis det sker akut.



Kørsel uden førerret i Herlev

Tidspunkt: 25/04-2017

Tirsdag den 25. april kl. 01.07 blev en 22-årig mand sigtet for at køre bil, selvom han endnu ikke har erhvervet kørekort. Bilen blev bagt til standsning på Herlev Hovedgade.

Kørsel uden førerret kan koste bilen
Første gang straffes kørsel uden førerret med 7.000 kroner i bøde. Anden gang koster det 8.500 kroner. Tredje gang er bøden 10.500 kroner plus at bilen kan konfiskeres. Fjerde gang koster det 14.000 kroner og derefter fængselsstraf.


Mindre påkørsel i Herlev

Tidspunkt: 25/04-2017

Tirsdag den 25. april kl. 06.58 blev en 23 mand blændet af solen, hvilket medvirkede til, at han påkørte en parkeret bil på Barupvej i Herlev.


Kørsel i frakendelsestiden i Rødovre

Tidspunkt: 25/04-2017

Tirsdag den 25. april kl. 10.25 blev en 44-årig mand sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev bragt til rutinemæssig standsning på Tårnvej i Rødovre.

Kørsel i frakendelsestiden kan koste fængselsstraf
Kørsel i frakendelsestiden koster fængsel anden gang, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Er du frakendt førerretten, koster det en bøde første gang, du alligevel fører bil. Bødestørrelsen afhænger af din indkomst. F.eks. er bøden 10.000 kroner, hvis du tjener 250.000 kroner årligt. Tjener du 400.000 kroner, er bøden på 16.000 kroner. Anden gang du kører, er straffen 10 dages fængsel, som kan gøres betinget mod en indtægtsbestemt bøde og afvikling af 30 timers samfundstjeneste. Tredje gang skal man 20 dage i fængsel, og derudover kan bilen konfiskeres. Fjerde gang koster 30 dages fængsel.


Tyveri fra personbil i Taastrup

Tidspunkt: 25/04-2017

Tirsdag den 25. april kl. 11.29 anmeldte en borger, at der havde været indbrud i vedkommendes bil, som holdt parkeret på Lindebo i Taastrup, hvor en ukendt gerningsmand havde knust en af bilens sideruder og stjålet en DVD-afspiller.

Undgå indbrud i din bil
Det Kriminalpræventive Råd har udarbejdet følgende råd til at undgå indbrud i din bil:
• Fjern altid tændingsnøglen - også når du forlader bilen et øjeblik på tankstationen eller ved børnehaven. Luk og lås alle døre
• Fjern mobiltelefonen og GPS-enheden fra forruden
• Tag alle værdigenstande med, når du forlader bilen, eller lås dem inde i bagagerummet
• Luk alle vinduer helt til og glem ikke en evt. trækrude og soltaget
• Lås benzindækslet
• Parker på befærdede steder med god belysning
• Flere råd på
Villaindbrud i Ballerup

Tidspunkt: 25/04-2017

Tirsdag den 25. april kl. 15.50 blev det anmeldt, at en ukendt gerningsmand var brudt ind i en villa på Østervej i Ballerup. Gerningsmanden havde aflistet et vindue og dermed fået adgang til hele huset, hvorfra vedkommende bl.a. havde stjålet smykker og elektronik.

Vær opmærksom på indbrud
Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at være opmærksomme på indbrud:
• Lav ferieaftaler med naboen og skab liv i fraværet: Tøm post, fyld skraldespand, slå græs for hinanden
• Vær varsom med åbne døre og vinduer om sommeren
• Ryd ikke op før ferie, lad huset se beboet ud
• Hold øje i dit område – også om natten. Er noget unormalt – f.eks. personer eller biler, der ikke plejer at færdes der? Ser alt normalt ud hos naboen?
• Ring hurtigt til politiet, hvis du ser noget mistænkeligt. Ring 1-1-2, hvis det er akut, ellers 114
• Arbejder du om natten – f.eks. med avisomdeling, renovation, som tankpasser eller lignende – så vær opmærksom på mistænkelige personer og biler i dit område
• Lad ikke værdier ligge frit fremme – gem dem af vejen
• Sådan beskytter du dig mod indbrud:
Forsøg på butikstyveri i Albertslund

Tidspunkt: 25/04-2017

Tirsdag den 25. april kl. 21.55 blev en 72-årig dame tilbageholdt for butikstyveri i et supermarked på Kanaltorvet i Albertslund, da hun forsøgte at forlade butikken med et større antal varer, hun ikke havde betalt for.


21-årig kørte påvirket i Glostrup

Tidspunkt: 26/04-2017

Onsdag den 26. april kl. 00.59 blev en personbil bragt til rutinemæssig standsning på Hovedvejen i Glostrup på grund af usikker kørsel. Føreren af bilen, en 21-årig mand, viste sig at være påvirket af euforiserende stoffer, hvorfor han blev sigtet og anholdt for dette.

Narkotikakørsel
Straffen for narkokørsel første gang er en bøde, der beregnes ud fra årsindtægten oplyser Københavns Vestegns Politi. Bøden svarer til en hel måneds nettoløn, og tjener man f.eks. 250.000 kr., koster det 10.000 kr. Narkokørsel udløser altid en ubetinget frakendelse af førerretten.
Gentagen narkokørsel udløser fængselsstraf. Fængselsstraffen kan gøres betinget mod en indtægtsbestemt bøde på en måneds nettoløn, og afvikling af samfundstjeneste eller behandling mod narkotikamisbrug. Hvis du tidligere har en afgjort spiritussag og efterfølgende kører narkokørsel, vil det blive betragtet som værende anden gang du kører narkokørsel.


Kilde: Københavns Vestegns Politi