Døgnrapport d. 12-12-2017

tirsdag 12. dec, kl. 16:58

Uddrag af døgnrapport fra mandag 111217 kl. 0700 til tirsdag 121217 kl. 0700

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets indbrud:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Klosterparks Alle, Ringsted

Hedestien, Greve

Egebjerg Hovedgade, Egebjerg, Nykøbing Sj.

Indbrud i privat beboelse:

Heibergs Have, Holbæk

Holbækvej, Tornved, Jyderup

Søndre Alle, Køge

Nytorv, Kalundborg

Indbrud i skole, institution og lignende:

Ingen

----------

Brand – Vig, Odsherred.

Kl. 0803 blev anmeldt om brand i en villa på Møllevej. Det antages, at branden er opstået i køkkenet ved komfuret. En hund, en kat, en undulat og en slange overlevede ikke branden. Ingen personer hjemme, da branden brød ud. Politiet undersøger nu brandstedet nærmere.

Fund af håndgranat og pistol – Holbæk.

En beboer på Barsebæk i Holbæk gjorde et meget speciel fund på sit loft mandag morgen, idet han havde set en håndgranat, der lå på et spær på loftet. Militæret blev tilkaldt for at fjerne håndgranaten. Det viste sig, at der var tale om en ægte håndgranat. Hvor længe den har ligget på stedet, eller hvem der har lagt den der, vides ikke.

En beboer på Bakkekammen fandt under oprydning på ejendommen en pistol, der formentlig har tilhørt et familiemedlem, der var modstandsmand under krigen. Politiet hentede pistolen hos familien.

Anmelderne gjorde et eneste rigtige: Kontaktede politiet, der sørgede for, at håndgranaten og pistolen blev fjernet fra stedet på forsvarlig vis.

Spirituskørsel – Greve.

Kl. 0923 anholdt politiet en 39-årig mand fra Greve, der kørte i bil på Greve Centervej. Han var påvirket af spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve.

Tricktyveri – Holbæk.

Kl. 1200 blev en 76-årig kvinde fra Holbæk kontaktet af en udenlandsk kvinde, der beskrives som 40-45 år, 165-170 cm høj, alm. af bygning, iført kort beige pels med pletter.

Forurettede havde sin taske med pung m.v. liggende på en rollator. Den udenlandske kvinde forsøgte på et udenlandsk sprog at spørge forurettede om noget med en vare. Pludselig var tasken væk, og det var den udenlandske kvinde også.

Konfiskation af varebil – Køge.

Kl. 2230 traf politiet en 30-årig mand kørende i en varebil på Københavnsvej. Pgl. var frakendt kørekortet og var flere gange tidligere truffet kørende i varebilen. Politiet beslaglagde varebilen med henblik på konfiskation. Det var den 30-årige ikke tilfreds med, og derfor bliver sagen nu forelagt retten i løbet af tirsdagen.

Snevejr i politikredsen.

Vinteren kom til politikredsen. Det har ikke ført til de store uheld. Et par småuheld uden personskade i nattens løb er det eneste, som politiet har kendskab til.

Morgentrafikken blev afviklet meget stille og roligt uden uheld. Vi opfordrer til, at man husker at sætte lidt ekstra transporttid af på denne tid af året, så vi undgår uheld i større stil.

Carsten Andersen

kommunikationsansvarlig


Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi