Døgnrapport d. 24-04-2018

tirsdag 24. apr, kl. 19:35

Uddrag af døgnrapport fra mandag 230418 kl. 0700 til tirsdag 240418 kl. 0700.

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Tigervej, Køge

Store Hedevej, Roskilde

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Søskrænten, Undløse, Tølløse (2 steder)

Himmelev Bygade, Himmelev, Roskilde

Kildebakken, Ringsted

Frederiksberg, Svebølle

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Tjørnholmvej, Solrød Strand

-------------

Håndværkertilbud afslået – Nøddehaven, Solrød Strand / Konvalvej, Køge

Kl. 1029 meddelte en 69-årig mand fra Solrød Strand, at han ca. 20 minutter tidligere havde afslået et tilbud fra en engelsktalende mand. Han havde tilbudt at rense og imprægnere den 69-åriges fliser, men tilbuddet blev afslået. Den engelsktalende mand, der kørte i en hvid, lukket varebil med udenlandske nummerplader, blev beskrevet som 30-35 år, kraftig af bygning og iført arbejdstøj. Politiet fandt ikke hverken bilen eller manden i området.

Kl. 1112 henvendte samme engelsktalende mand sig til en 68-årig mand fra Køge, som også blev tilbudt fliserensning. Også dette tilbud blev afslået, hvorefter manden sammen med en anden kørte fra stedet i den hvide varebil.

Arbejdsulykke – Kommunikationsvej, Himmelev, Roskilde

Kl. 1104 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en arbejdsulykke, hvor en mand var faldet ned af en stige. Det viste sig, at en 56-årig mand fra København stående på en stige havde været i færd med at skære noget af en faldstamme. Håndværkeren faldt af p.t. ukendte årsager ned fra stigen og fik den afskårne faldstamme ned over sig. I ambulancen blev han kørt til behandling på skadestuen i Køge for sine kvæstelser. Arbejdstilsynet kom til ulykkesstedet for at foretage sine undersøgelser sammen med politiet i forsøget på at klarlægge, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Søredning / drukneulykke – Lund, Rødvig - Stevns

Se udsendte pressemeddelelse i går mandag kl. 2128.

Politiet har ikke yderligere oplysninger om hændelsen og afventer nu Den Maritime Havarikommissions undersøgelser i sagen, herunder undersøgelser af den anvendte båd.

Spirituskørsel – Odsherredvej, Hønsinge Nrm., Nørre-Asmindrup – Odsherred

Kl. 1517 anholdt og sigtede politiet en 54-årig mand fra Nykøbing Sj. for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve, men politiet inddrog hans førerret, da politiet med baggrund i den vejledende alkometertest formoder, at den 54-åriges promille vil være så høj, at hans mister førerretten ved sagens afgørelse. Han må således ikke længere køre bil, medens politiet afventer det endelig svar på undersøgelse af blodprøven.

Spirituskørsel – Lundestrædet, Holbæk

Kl. 1616 anholdt og sigtede politiet en 54-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Også i denne sag inddrog politiet den sigtedes førerret ud fra en forventning om, at han vil miste førerretten ved afgørelse af straffesagen, fordi de vejledende alkometertest viste en høj promille.

Brandundersøgelse – Stænget, Nørre Stænge, Orø – Holbæk

Kl. 1702 blev der fra personalet på en skole slået alarm til brandvæsnet og politiet, fordi der var kraftig røgudvikling i en nærliggende hal. Branden var blevet opdaget af personale, der sammen med nogle børn ville ind i den aflåste hal. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der var opstået i et redskabsrum, hvor der var gået ild i en rullemadras. Ved en undersøgelse af brandstedet viste det sig, at en lampe ophængt over rullemadrassen af ukendte årsager var blevet så varm, at den smeltede og dryppede ned på rullemadrassen, som derfor brød i brand. Ifølge politiets oplysninger kom ingen til skade ved branden, hvor der ikke var spor efter eller tegn på noget kriminelt.

Forsøg på manddrab – Søndre Alle, Roskilde

Se udsendt pressemeddelelse i dag kl. 0828.

Ustyrlig kvinde i haveforening – H/F Solvang, Roskilde

Kl. 0036 rykkede politiet ud til en haveforening, hvor en kvinde ikke var til at styre ifølge anmeldelsen. Kvinden ville måske snart blive aggressiv og havde taget tøjet af. Politiet fik kontakt til en 27-årig kvinde fra Roskilde, som umiddelbart blev vurderet til at være påvirket af euforiserende stoffer i en sådan grad, at hun ikke kunne tage vare på sig selv. Efter en lægeundersøgelse blev hun derfor anbragt i detentionen til afrusning, inden hun bliver løsladt i løbet af tirsdag morgen.


Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi