Døgnrapport d. 24-04-2018

tirsdag 24. apr, kl. 21:10

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag d. 24. april 2018

Fremstilling

En 20-årig mand fremstilles kl. 13.00 for Retten i Randers. Han er sigtet for brandstiftelse (straffelovens § 181, stk. 1)

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre i sagen. Østjyllands Politi kan derfor ikke oplyse ydereligere i sagen.

***

Anmeldelse om blufærdighedskrænkelse

To tolvårige piger så i går ud fra Fakta i Tilst en yngre mand, der trak bukserne ned, da pigerne var ud for ham, så de to piger så ham delvist nøgen bagfra. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen.

***

Kvik nabo fulgte efter indbrudstyv

En høj lyd fra opgangen i en ejendom på Otto Rudsgade fik i går sidst på eftermiddagen en 26-årig mand til at reagere. Idet han kommer ud af sin lejlighed følger han efter en formodet indbrudstyv på vej ned ad trappen. Østjyllands Politi kan kort efter anholde manden. Der manglede dog ikke umiddelbart noget fra den lejlighed, hvor den formodede indbrudstyv havde sparket døren ind.

***

Færdsel

Der skete et solouheld på Hammelvej ved Jebjerg i Langå i går kl. 07.42. En 43-årig mand kørte ad Hammelvej i nordøstlig retning, da han kørte ud i rabatten, hvor han ramte et skilt og bilen kørte i grøften. Føreren af bilen blev kørt på skadestuden med knubs.

En 30-årig kvinde fra Norddjurs blev i går morges sigtet for at køre bil uden førerret.

En 26-årig mand fra Randers blev i går sigtet for at køre bil uden førerret og for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer. Bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation, da han flere gange tidligere havde kørt bil uden førerret.

***

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt 3 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:

På Nordkysten i Allingåbro mellem onsdag d. 18.4. kl. 15.30 og mandag d. 23.4 kl. 12.00. På Axel Gruhns Vej i Højbjerg mandag d. 23.4 kl. 07.00-16.30. På Otto Ruds Gade i Aarhus mandag d. 23. 4. kl. 17.35 (se ovenfor)


Kilde: Østjyllands Politi