Døgnrapport d. 25-04-2018

onsdag 25. apr, kl. 19:22

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag 240418 kl. 0700 til onsdag 250418 kl. 0700.

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Østre Parkvej, Ringsted

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

-------------

Vold i trafikken – Kalundborgvej, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 0828 anmeldte en 60-årig kvinde fra Jyderup, at hun kl. ca. 0750 på Kalundborgvej ved en friskole havde været udsat for et voldeligt overfald af en anden trafikant. Den 60-årige skulle ifølge sin forklaring i sin bil svinge ind på skolens område i den tætte morgentrafik i forbindelse med aflevering af børn ved skolen. En anden trafikant bag den 60-åriges bil overhalede pludselig ud over dobbelt optrukne spærrelinjer, hvilket gjorde den 60-årige så forskrækket, at hun dyttede. Dette fik den overhalende bilist til at standse og henvende sig til den 60-årige, der derfor rullede sideruden ned. Uden varsel fik hun et knytnæveslag mod halsen/skulderen, hvorefter den mandlige bilist verbalt overfusede og truede hende. Han kørte herefter fra stedet i sin bil, som blev beskrevet som en sort personbil af mærket Tesla. Føreren blev beskrevet som: mand, 45-48 år, dansk-talende, almindelig af bygning, kort brunligt hår, bar briller og iført en sort jakke. Den 60-årige blev vejledt om at søge læge for at få dokumenteret slaget mod sig. Politiet forsøger nu at få identificeret både bilen og dens fører ud fra oplysningerne i sagen fra offeret og eventuelt øvrige vidner.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket episoden i morgentrafikken i Føllenslev, eller som kan give oplysninger om bilen og/eller dens fører. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Indsats mod social dumping – Roskilde/Solrød/Greve kommuner

Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog tirsdag formiddag sammen med medarbejdere fra Arbejdstilsynet og SKAT en kontrol af en række virksomheder inden for brancherne renseri, kosmetik/hudpleje og autopleje som et led i myndighedernes generelle indsats mod social dumping.

I Roskilde kommune blev to virksomheder inden for hhv. renseri- og autopleje-branchen besøgt. Arbejdstilsynet havde nogen bemærkninger omkring skiltning og rygepolitik, og SKAT gav det ene firma påbud om føring af en logbog.

I Solrød kommune blev ingen truffet ved en virksomhed inden for autobranchen.

I Greve kommune blev aflagde myndighederne et besøg hos to virksomheder inden for renseri-branchen. Arbejdstilsynet havde ved disse besøg bemærkninger til skiltning, dokumentation for eftersyn af en maskine samt manglede afskærmning. I en kosmetikklinik havde Arbejdstilsynet bemærkninger i forhold til noget udsugning.

Ingen af de besøgte steder gav anledning til sager/bemærkninger hos politiet, idet beskæftigelsen af udenlandsk arbejdskraft blev udført efter gældende regler.

Vold mod skolemedarbejder – Norsvej, Køge

Kl. 0954 fik politiet en anmeldelse fra personalet på Asgårds skole om, at en medarbejder var blevet udsat for vold af en ophidset forælder, der var kørt fra stedet i en bil. Politiet fik på skolen kontakt med den forurettede, mandlige medarbejder, som var uskadt. En mand havde henvendt sig på skolens kontor for at lave en ansøgning for sit barn og havde af personalet fået oplyst, at ansøgningen ikke kunne forventes at ville blive imødekommet. Manden havde nu bedt om noget vand, men blev henvist til toilettet. Begge dele hidsede manden op, så han hævede stemmen og tale mindre pænt til personalet. En anden mandlig ansat kom til stedet og bad den ophidsede far om at dæmpe sig, hvilket bevirkede, at faren flere gange skubbede den mandlige ansat i brystet. Forgæves blev faren forsøgt tilbagehold, indtil politiet kunne være fremme, men forgæves. Faderen kørte fra stedet i en bil, men blev efterfølgende truffet ved sin bopæl, hvor politiet kortvarigt anholdt en 59-årig mand fra Køge. Han blev sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste, afhørt til sagen og derefter løsladt. Sagen vil senere blive afgjort strafferetligt i et retsmøde, som han bliver indkaldt til.

Arbejdsulykke – Nimbusvej, Greve

Kl. 1117 kørte politiet til en produktionsvirksomhed, hvor en medarbejder var kommet til skade og derfor med en tilkaldt ambulance var blevet kørt på sygehuset. Det viste sig, at en 46-årig mand fra Brøndby Strand under arbejde ved en drejebænk, hvor plast- og aluminiumsemner bliver bearbejdet, havde fået kvæstet en finger. Arbejdstilsynet blev underrettet og foretog sammen med politiet undersøgelse af ulykkesstedet for at kunne klarlægge, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Håndværkertilbud afvist – Elmevej/Birkevej, Herfølge

Kl. 1318 fik politiet den første henvendelse fra en borger på Elmevej, der var blevet kontaktet af to personer, som havde tilbudt at rense tagrender. Tilbuddet var blevet afvist, hvilket en borger på Birkevej også gjorde kort tid efter. Fælles for de to henvendelser til politiet var, at ”håndværkerne” var kørende i en blå kassevogn med tyske nummerplader.

Politiet vil igen opfordre borgerne til at være særdeles skeptiske over for disse henvendelser, som ofte kan udvikle sig til en strid mellem parterne om arbejdets kvalitet/udførelse og det aftalte pengebeløb.

Færdselsuheld – Lufthavnsvej, Roskilde

Kl. 1545 kørte en 63-årig mand fra Kirke-Såby med lav hastighed i vestlig retning frem mod krydset ved Køgevej, men overså en 36-årig mand, der på cykel kørte ad Køgevej i nordlig retning. Cyklisten blev påkørt og væltede. Efter en kontrol på skadestuen i Køge blev cyklist dog udskrevet som uskadt, men med diverse ømhed efter påkørslen. En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet og de implicerede køretøjer. Når undersøgelseserklæringen er modtaget, kan den 63-årige forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.

Cyklist på motorvejen – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 1710 fik politiet en del henvendelser om en cyklist, der kørte i østlig retning på motorvejen omkring til- og afkørsel 14 Roskilde V. Flere bilister var standset op på grund af cyklisten, som viste sig at være en 57-årig mand fra Børkop. Han var faktisk efterlyst af Sydøstjyllands Politi som forsvundet fra sin institution, hvor han bor. Politiet tog ham derfor med til politistationen i Roskilde, hvor personale fra institutionen senere på aftenen afhentede ham. Den 57-årige blev ikke sigtet for noget i anledning af kørslen på motorvejen.

Mistænkeligt forhold – Ørnevej, Yderby Lyng, Sjællands Odde – Odsherred

Kl. 2209 fik politiet et par henvendelse om en mand, der gik rundt ved et sommerhus i området. Manden medbragte noget, der ifølge anmeldelserne kunne være et koben, samt en lommelygte, hvorfor man nu var bange for, at manden ville begå indbrud i et sommerhus. En hundepatrulje kørte til stedet, men traf ikke nogen personer i området. Politihundene kunne dog godt ”dufte” et spor efter en person i området, men sporet endte blindt. Hvad vedkommende så har lavet, og om han faktisk medbragte et koben for at lave indbrud, forbliver ubesvaret for politiet.

Mistænkeligt forhold – Ankerhusvej, Solrød Strand

Kl. 0147 fik politiet en anmeldelse om, at en mand gik rundt med en lygte i området omkring Ankerhusvej. Manden lyste med lygten ind mod skurene og ind i haverne af ukendt årsag. En hundepatrulje blev sendt til området, men traf dog ikke nogen med en lommelygte. Politihundene kunne dog godt snuse, at nogen havde gået i området, men sporet endte blindt. Om det f.eks. kunne have været et avisbud, vides ikke.

Spirituskørsel / kørsel i frakendelsestiden – Helsingevej, Kr. Helsinge, Gørlev - Kalundborg

Kl. 0205 anholdt og sigtede politiet en 27-årig mand fra Store-Fuglede for kørsel i frakendelsestiden og for spirituskørsel i en varebil ad Helsingevej i nordlig retning. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og afhøring til sagerne.

OPFØLGNING

Grundlovsforhør – Forsøg på manddrab – Søndre Alle, Roskilde

Den 31-årige mand fra Nordsjælland meldte sig selv til Københavns politi i går eftermiddag og blev anholdt uden dramatik, efter at Midt- og Vestsjællands Politi offentliggjorde navn og foto af den eftersøgte. I forbindelse med eftersøgningen af den mistænkte i løbet af tirsdagen havde Midt- og Vestsjællands Politi med assistance fra Københavns Politi foretaget undersøgelse af et formodet opholdssted i Valby, men han blev ikke fundet det pågældende sted.

Den 31-årige mistænkte vil onsdag kl. 1130 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som sigtet for forsøg på manddrab i forbindelse med skudafgivelsen mod en 39-årig mandlig beboer på et bosted på Sct. Hans, Søndre Alle, Roskilde, mandag d. 230418 kort tid før kl. 2155.


Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi