Døgnrapport d. 15-08-2018

onsdag 15. aug, kl. 19:37

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag 140818 kl. 0700 til onsdag 150818 kl. 0700.

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ejbyvej, Ejby, Lille-Skensved

Søndre Vænge, Vig

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Kornerups Vænge, Roskilde

Vestgårdsvej, Sidinge, Vig

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Christians Torv, Solrød Strand

-------------

Indsats mod utryghedsskabende adfærd på gadeplan – Roskilde

Midt- og Vestsjællands Politi foretog tirsdag en indsats mod utryghedsskabende adfærd på gadeplan, herunder f.eks. handel med narkotika i det offentlige rum. Indsatsen er opfølgning på tidligere indsatser i flere byer i politikredsen. I dagens indsats deltog bl.a. to narkotikahunde og resulterede i fem sager om besiddelse af narkotika, hvoraf de tre blev ”opsnuset” af narkotikahundene i området ved togstationen, en sag, hvor en blev sigtet for at sælge hash fra en lejlighed, som politiet ransagede og fandt et knojern, en mindre portion hash og nogle kontanter, en sag om kørsel i frakendelsestiden i en personbil, der efterfølgende blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation. Indsatsen mod den utryghedsskabende adfærd fortsætter de næste dage, og politiet modtager gerne tip fra borgerne om steder, hvor der er mistænkelig og utryg adfærd, således at politiet kan foretage den fornødne indsats mod et eventuelt problem.

---------------

Anholdelse – Forsøg på indbrud i lejlighed – Kornerups Vænge, Roskilde

Kl. 0713 alarmerede en 75-årig kvinde fra Roskilde politiet, fordi en fremmed mand gik rundt på hendes terrasse uden for hendes lejlighed. Selv om manden havde set anmelderen, tog han en grensaks og forsøgte at bryde en terrassedør op. Da dette mislykkedes, forsøgte han via et bord at kravle ind via et åbenstående vindue, men forgæves. Kort efter ankom politiet, som på terrassen kunne anholde en 40-årig mand fra Litauen for forsøg på indbrud. Politiet genkendte straks den anholdte som værende den mand, der var blevet løsladt fra politistationen i Roskilde kl. 0625, efter at han mandag aften ikke havde kunnet tage vare på sig selv og havde udvist utryghedsskabende adfærd i området ved Marievej i Solrød Strand, hvor han bl.a. havde kigget ind ad nogle vinduer i nogle privatboliger. Den anholdte blev med assistance fra en tolk afhørt til indbrudssagen og om sit tilhørsforhold til Danmark, inden han igen blev undersøgt af en læge til vurdering af hans fysiske og mentale tilstand. Da der lægeligt ikke var behov for akut hjælp til litaueren, og da anklagemyndigheden efter en nøjere vurdering af sagen og hans personlige forhold ikke fandt grundlag for fremstilling i grundlovsforhør med henblik på frihedsberøvelse, løslod politiet den 40-årige litauer. Senere vil han høre nærmere fra politiet, når hans straffesag skal afgøres.

Truende mand – Boholtevej, Køge

Kl. 0759 ringede en skræmt, 33-årig kvinde fra Køge for at anmelde en 33-årig mandlig bekendt, der havde jagtet hende, medens hun kørte på cykel ved sin bopæl. Manden var på et tidspunkt løbet efter hende og havde fået fat i cyklen, så hun væltede. Samtidig truede manden hende og kaldte hende for forskelligt nedværdigende. Det lykkedes kvinden at slippe væk og bringe sig i sikkerhed, så hun kunne alarmere politiet.Flere patruljer blev sendt til området for at lede efter den mandlige bekendte, hvis identitet kendes af politiet. Manden blev ikke fundet trods eftersøgning af ham flere forskellige steder i Køge, så politiet har nu efterlyst ham med henblik på anholdelse uanset hvor han træffes. Politiet betragter ud fra de foreliggende oplysninger anmeldelsen som vold og trusler på livet over for den 33-årige, idet motivet kan være en strid om samkvemsret til et fællesbarn.

Skoletilsyn blev til anholdelse af butikstyv – Tofthøjvej, Viby Sj. – Roskilde

Kl. 0832 meddelte en politiassistent, at en butikstyv var blevet anholdt, da politiassistenten førte tilsyn ved Peder Syv Skolen, Ørstedvej, Viby Sj., i forbindelse med skolestartskampagnen. En 18-årig mand fra Espergærde, der blev forfulgt af personale og kunder fra det nærliggende supermarked Meny, Tofthøjvej, , havde taget flugten den ”forkerte” vej og løb nærmest lige ind i armene på politiassistenten ved skolen. Han var mistænkt for at have stjålet to kartoner cigaretter fra disken i supermarkedets kiosk, da betalingen ad to omgange mislykkedes. De stjålne cigaretter havde tyven kastet fra sig i en busk umiddelbart før anholdelsen, så de er blevet leveret tilbage til supermarkedet. Efter afhøring i en sag om tyveri af cigaretter til en værdi af 890 kr. løslod politiet den 18-årige, der dog vil høre nærmere, når sagen skal afgøres.

Anholdelse – Indbrud i fritidshus – Klintvej, Klint, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 0939 modtog politiet en anmeldelse om indbrud i et sommerhus, hvorfra der var blevet stjålet bl.a. møbler. Politiet sendte en patrulje mod stedet, og undervejs bemærkede patruljen et par personbiler i Klint-området på vej væk fra sommerhusets adresse. Politiet havde held med at standse den ene personbil – en sølvgrå Audi - på Nyrupvej. Bilen var fyldt med en lænestol og to fodskamler, som kunne spores til netop indbruddet i sommerhuset. Føreren af bilen var en 36-årig mand fra Jyllinge, der ikke havde førerret, og som var påvirket af euforiserende stoffer under kørslen. Han blev anholdt som mistænkt for indbruddet, der var foregået ved knusning af en rude i en havedør, så man kunne komme ind i sommerhuset. Den anholdte fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Efterfølgende foretog politiet ransagning af den anholdtes bopæl uden at finde yderligere af politimæssig interesse. Den anholdte forblev efter afhøring til sagen i politiets varetægt, idet han onsdag kl. 1030 skal fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk. Den anholdtes bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation på grund af gentagne kørsler uden førerret. Politiet leder også efter en mørkeblå stationcar formentlig af mærket Mercedes, da bilen også var fyldt med møbellignende ting og kom fra samme område som den anholdte.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket de to personbil i Klint-området tirsdag morgen eller på andre tidspunkter. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Spirituskørsel – Frøslevvej, Store-Heddinge – Stevns

Kl. 1000 anholdt og sigtede politiet en 61-årig kvinde fra Store-Heddinge for spirituskørsel i en personbil. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Arbejdsulykke – Københavnsvej, Køge

Kl. 1558 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en arbejdsulykke, idet en mand var kommet til skade på sit arbejde. Det viste sig, at en 62-årig mand fra Slagelse under sit arbejde var faldet knap tre meter ned fra en stige og landede på ryggen, så han pådrog sig kvæstelser i brystet. I en tilkaldt lægehelikopteren blev han fløjet til Rigshospitalet, hvor han fik konstateret flere brud på ribbenene og en punkteret lunge. Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken, som nu undersøges nærmere i et forsøg på at finde ud af, om nogen kan drages til ansvar.

Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Storemarksvej, Frøslev, Rødvig – Stevns

Kl. 1621 sigtede politiet en 55-årig mand fra Rødvig Stevns for kørsel i frakendelsestiden i en personbil. Da det nu var fjerde gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret, beslaglagde politiet bilen med henblik på senere konfiskation.

Brandundersøgelse – Tofthøjvej, Viby Sj. – Roskilde

Kl. 2054 rykkede brandvæsnet og flere patruljer ud til en melding om brand på et plejecenter. Der var ved at blive gjort klar til evakuering af beboere og personale, men det blev heldigvis ikke nødvendigt. Branden var begrænset til et elmålerskab, der blev ødelagt. Der havde ikke været egentlige flammer, men røg/sod var alligevel trængt ud fra området ved elmåleren. Ingen kom til skade eller havde været i egentlig fare ved branden.

Større uorden – Agervang, Holbæk

Kl. 2101 fik politiet fra en lokal beboer en melding om, at der i det offentlige rum ved boligbebyggelse var et større og formentlig spontant opstået slagsmål i gang. Politiet kørte til området, hvor der blev truffet op mod 30-40 personer. Ingen af dem var særligt meddelsomme over for politiet, der kunne konstatere, at enkelte var kommet lettere til skade som følge af formentlig et slagsmål. Politiet registrerede de personer, der blev truffet i området, i et forsøg på at finde ud, hvad striden kan have omhandlet. Ingen blev anholdt, og ingen ønskede at anmelde noget til politiet, der brugte et par timer på at få skabt ro i området.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har gjort observationer i området inden anmeldelsen eller i forbindelse med den uorden, som fandt sted, i et forsøg på at klarlagt, om der er foregået noget strafbart, som skal efterforskes. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Humanitær eftersøgning – Møllehusvej, Roskilde

Se tidligere udsendt pressemeddelelse om eftersøgning af dement, 75-årig mand, der kl. ca. 0050 havde forladt et plejecenter.

Kl. ca. 0645 blev mandens hund fundet strejfende omkring på Vestre Hedevej, Roskilde, men den savnede mand er fortsat ikke fundet. Politiet vil i løbet af onsdag formiddag lede med hundepatruljer i området ved Hedeland, ligesom politiet vil få assistance fra en helikopter til eftersøgningen i Hedeland.

Brandundersøgelse – Vestergade, Roskilde

Kl. 0350 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en lejlighed på anden sal i en beboelsesejendom. Røgdykkere trængte ind i lejligheden og fandt en 62-årig, spirituspåvirket mand fra Roskilde i live, men kraftigt påvirket af røg. Han blev hastigt kørt til undersøgelse og fornøden behandling på skadestuen. Branden blev hurtigt slukket og begrænsede sig til den 62-åriges bopæl. Brandårsagen tydede ved den foreløbige undersøgelse på, at et stearinlys, der stod på en stak blade, kan have været årsagen til brandens opståen.

Mistænkeligt forhold – Vordingborgvej, Køge

Kl. 0443 slog en 72-årig kvinde fra Køge alarm via 112 til politiet, idet en mistænkelig mand havde banket på hendes dør og forsøgt at komme ind til hende. Politiet kørte hastigt til stedet og kunne straks genkende manden som den 40-årige litauer, der tidligere på dagen havde været anholdt for et indbrudsforsøg i Roskilde, men dog løsladt efter endt sagsbehandling. Da litaueren ikke havde noget at gøre på den pågældende adresse i Køge og stadig ikke skønnedes at kunne tage vare på sig, frihedsberøvede politiet ham atter, således at han kunne få midlertidigt ophold på politistationen i Roskilde. Politiet vil nu forsøge via Litauens ambassade at finde en løsning på mandens ophold i Danmark.


Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi