Døgnrapport d. 22-10-2018

mandag 22. okt, kl. 15:17

Uddrag af døgnrapporten fra fredag d. 19. oktober kl. 07 til mandag d. 22. oktober kl. 07

Færdsel

Fredag kl. 05.47 blev en 24-årig mand målt med laser til at køre mindst 71 km/t gennem Klemensker. Han er nu sigtet for overtrædelsen.

Fredag kl. 17 er en 66-årig mand blevet sigtet for spirituskørsel på Strandvejen i Rønne.

Fredag kl. 21.27 blev en lille knallert målt på rullefelt til at kunne køre 62 km/t. Knallerten og dens17-årig fører blev standset på Lobbæk Hovedgade.

Lørdag kl. 06.27 påkørte en 29-årig mand en parkeret bil i Lille Madsegade i Rønne. Det viste sig, at manden var påvirket af alkohol, og en blodprøve skal nu fastslå promillen.

Lørdag målte ATK-bilen først på Nordre Kystvej i Rønne. 15 bilister kørte for stærkt. Senere samme dag blev der målt på Møllevangen i Knudsker. Her kørte 8 bilister for stærkt.

Hærværk

Torsdag eftermiddag blev det konstateret, at der er malet graffiti på to el-skabe på Søndre Landevej ud for hhv. nr. 18 og nr. 94.

Vold

Fredag kl. 01.20 blev patruljen kaldt til en privat fest på Harbovej i Rønne, hvor en ung mand opførte sig voldeligt og blandt andet havde skubbet andre gæster. Han blev fundet i besiddelse af hash og bragt til stationen til afhøring.

Tyveri

Mellem 25. september og 20. oktober er der stjålet ca. 450 liter fyringsolie fra et fritidshus på Randkløvevej.

Nærpoliti

I denne uge kan den mobile politistation findes her:

Onsdag d. 24. oktober

Kl. 13.30 - 15.00   Dagli'Brugsen Snogebæk

Kl. 16.00 - 17.00   Dagli'Brugsen Pedersker

Torsdag d. 25. oktober

Kl. 13.00 - 14.00   Dagli'Brugsen Østermarie

Fredag d. 26. oktober

Kl. 09.00 - 10.30   Dagli'Brugsen Tejn


Kilde: Bornholms Politi