Døgnrapport d. 12-12-2018

onsdag 12. dec, kl. 10:00

NAKSKOV: Slagsbrødre sigtet efter ordensbekendtgørelsen

Tidspunkt: 11/12-2018

Politiet blev tirsdag klokken 11.30 kaldt til Søndergade i Nakskov, hvor to mænd var kommet op at slås. Det var en 26-årig mand fra Dannemare og en 44-årig mand fra Rødby, der var røget i totterne på hinanden. De blev skilt ved politiets mellemkomst, og begge blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.



NØRRE ALSLEV: Udlænding uden lovligt ophold

Tidspunkt: 11/12-2018

Tirsdag klokken 11.54 fik politiet en anmeldelse om, at der holdt en udenlandsk bil i en indkørsel ved Brarup på Nordfalster, som ikke umiddelbart havde noget at gøre på stedet. En politipatrulje fandt frem til bilen, som havde en 20-årig udenlandsk mand ved rattet. Han havde ikke nogen forklaring på, hvad han lavede på stedet, og desuden havde han heller ikke nogen gyldig rejselegitimation. Derfor blev den 20-årige anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven, og han fremstilles senere onsdag i retten i Nykøbing i grundlovsforhør.



NØRRE ALSLEV: Fandt skunk i international bus

Tidspunkt: 11/12-2018

Toldstyrelsen kontrollerede tirsdag klokken 18 en international bus, der var ankommet fra Tyskland. Ved toldekspeditionen i Nørre Alslev fandt medarbejderne fra Told 0,6 gram skunk hos en 29-årig udenlandsk mand, og 0,6 gram skunk hos en 22-årig mand fra Odense. De kan nu begge vente en henvendelse fra politiet om de ulovlige stoffer.



GLUMSØ: Uro og narko

Tidspunkt: 11/12-2018

Politiet modtog klokken 03.28 en anmeldelse om uro på en adresse i Glumsø. Det viste sig at være en 25-årig mand fra Næstved, der var påvirket af narko. Der blev fundet 0,3 gram amfetamin og 2 gram hash i ejendommen. En 26-årig mand fra Glumsø var desuden i besiddelse af 3,5 gram hash. Begge er sigtet efter lov om euforiserende stoffer.



STEGE: Mand påkørt på Kostervej

Tidspunkt: 11/12-2018

Tidligt onsdag morgen skete der et færdselsuheld på Kostervej mellem Stege og Tjørnemarke. En bil med en 42-årig kvinde fra Stege ved rattet kom kørende mod Tjørnemarke, men en mand kom ud på vejen, og den 42-årige kunne ikke undgå at ramme ham. Den tilskadekomne er en 72-årig mand fra lokalområdet, og han blev efter uheldet kørt til rigshospitalet til behandling for sine skader. Politiet undersøger nu de nærmere omstændigheder ved ulykken.



Kilde: Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi