Døgnrapport d. 19-02-2019

onsdag 20. feb, kl. 00:43

Narkokørsel, "indbrudstyv" i opgangen og hærværk

Narkokørsel i Aalborg Natten til tirsdag 19. februar spottede en patrulje en modkørende bil på Vesterbro i Aalborg, der havde ukorrekt lygteføring.

Betjentene ville derfor gerne tage en snak med bilisten om forholdet. De tændte blinkene og vendte om.

Den modkørende bil valgte dog at gasse kraftigt op og foretog et venstresving ned ad Urbansgade selvom der var rødt.

Herefter kørte den ned ad Holbergsgade, hvor den parkerede.

Betjentene var hurtigt fremme ved bilen, hvor de kunne se, at venstre siderude var blevet knust. Da de samtidig spurgte den 47-årige bilist om kørekort, svarede hun, at hun altså ikke havde sådan et.

Herefter valgte betjentene at køre nummerpladen igennem systemet, hvor bilen stod som stjålet.

Kvinden og passageren blev herefter anholdt for biltyveri, hvor kvinden samtidig modtog en sigtelse for at flygte fra politiet og for at køre overfor rødt.

En ransagning og visitation af bil og personer ledte samtidig til en pose mønter og 0.5g amfetamin. En sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer blev det også til.
”Indbrudstyv” i opgangen Mandag aften 18. februar ringede telefonen ved vagtcentralen.

Anmelder forklarede, at en indbrudstyv var i gang med at trænge ind på en adresse på Tørholmsvej i Hjørring.

En patrulje blev straks sendt til stedet.

De fik en snak med ”indbrudstyven”, som viste sig at være en ældre beruset herre, der havde lidt problemer med finmotorikken og at finde sin egen dør. Betjentene hjalp ham på rette vej.

Stenkast i Aalborg Natten til tirsdag 19. februar lød der et brag på Ananasvej i Aalborg.

Der var blevet kastet en sten igennem en rude på et rækkehus. Det vides ikke, hvem vandalen var.

Har du set noget? Så hører vi gerne fra dig på 114.
Hærværk i Vodskov Også i Vodskov var der mellem 14. og 18. februar vandaler forbi en bil parkeret på Lyngdrupvej.

Gerningsmændene har sparket både taget og sider på bilen, trampet på antennen og revet sidespejlene af.

Har du set noget i ovenstående tidsrum? Så hører vi gerne fra dig på 114.
Klippede nummerplader i Nørresundby Mandag eftermiddag 18. februar slog ANPG-systemet på en patruljevogn kørende på Løvbakken i Nørresundby ud.

Det var en bil, der ikke havde nogen gyldig forsikring.

Patruljen fik stoppet bilen og klippede nummerpladerne. Bilen blev herefter parkeret på en nærtliggende parkeringsplads.

Man skal have en gyldig forsikring, hvis man har en bil.
Nytåret varer længe Også i Farsø lød der et pludseligt brag mandag eftermiddag 18. februar.

Det var en postkasse i Vestbyen, der var sprængt i luften med fyrværkeri.

Elektroniktyve i Hjørring En Sonos Play 1, to Sonos Play 5 samt en Mac, en iPad, et større kontant beløb samt et spejlreflekskamera.

Dét blev udbyttet for en eller flere indbrudstyve, da de var forbi en villa på Skrænten i Hjørring.

De knuste en rude i bryggerset, hvorefter de kunne række en hånd ind og åbne vinduet.

Tyvene havde formentlig forsøgt at brække vinduet op inden, da der var mærker fra et koben.

Med et åbent vindue kunne tyvene begå sig frit rundt i hele huset, hvorfra de stjal kosterne.

Kilde: Nordjyllands Politi