Døgnrapport d. 21-02-2019

torsdag 21. feb, kl. 21:03

Døgnrapport for Østjyllands Politi torsdag den 21. februar 2019

Fremstilling i Aarhus Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 13.00 en 26-årig mand i Retten i Aarhus. Han sigtes for grov vold begået i forbindelse med et slagsmål onsdag i Brabrand. Østjyllands Politi fik onsdag kl. 15.14 en anmeldelse om, at der var et større slagsmål i gang på Edwin Rahrs Vej. Ud fra vidneudsagn og overvågning fandt politiet frem til den 26-årige mand, som blev anholdt og sigtet for under slagsmålet at have trukket en kniv og stukket ud efter en anden mand, som fik en flænge i sin jakke ved angrebet.

Østjyllands Politi fortsætter efterforskningen for at finde frem til andre mulige gerningsmænd ved slagsmålet. Episoden har ikke forbindelse til uroen i den visitationszone, som Østjyllands Politi har oprettet.

Motivet til slagsmålet onsdag bunder efter politiet formodning i interne stridigheder mellem nogle enkelte personer.

**
Unge mænd anholdt efter knivfund og tilråb Østjyllands Politi standsede onsdag kl. 15.19 på Åby Ringvej en bil, som de mistænkte for at have forbindelse til et slagsmål på Edwin Rahrs Vej. I bilen befandt sig fire unge mænd i 20’erne, som alle blev anholdt.

De tre af dem var særdeles usamarbejdsvillige og skreg og råbte højlydt. De blev derfor alle sigtet for at forstyrre den offentlige orden. En 24-årig mand råbte desuden adskillige skældsord mod politiet, så han modtog også en sigtelse for at fornærme politiet. Da han tilmed blev fundet i besiddelse af en ulovlig kniv, fik han endnu en sigtelse på kontoen.

Den fjerde mand blev løsladt på stedet, efter han var blevet visiteret.

Det er politiets umiddelbare vurdering, at de unge mænd ikke har forbindelse til slagsmålet på Edwin Rahrs Vej.

**

33-årig anholdt efter trusler med våben En 33-årig mand blev onsdag kl. 13.50 anholdt og sigtet for at have truet en 38-årig mand på livet på Jægergårdsgade i Aarhus. Den 38-årige var på vej ind på et værested kl. 13.15, da han mødte den 33-årige, som ifølge den 38-åriges forklaring, holdt en kniv frem og umotiveret kom med flere trusler. Den 38-årige skyndte sig ind på værestedet, som kontaktede politiet.

Politiet fik et godt signalement, som blev sendt rundt til patruljerne i området og ca. 45 minutter efter, opdagede et par betjente den 33-årige på Klostertorv. Han blev anholdt og sigtet på stedet. Under visitationen blev han fundet i besiddelse af en tang, som blev beslaglagt.

**
Narkobilist uden kørekort havde kniv og hash i bilen En 29-årig mand blev onsdag kl. 19.01 anholdt, efter at en patrulje havde fattet mistanke til ham, da han kom kørende på Nørre Boulevard i Randers. Da betjentene slog nummerpladen på bilen op i politiets system, kunne de se, at ejeren af bilen var frakendt kørekortet. De dirigerede derfor bilen ind til siden og tog kontakt til manden, som viste sig at være den 29-årige ejer – ganske rigtigt uden kørekort.

Han viste sig at have flere ting end et manglende kørekort på samvittigheden. I en taske i bilen fandt betjentene flere sølvpapirskugler med hash i og en del kontanter. Det fik patruljen til at sigte den 29-årige for narkosalg, ligesom han også blev sigtet for narkokørsel, da en narkometertest viste, at han var påvirket af stoffer.

**
Scooterkører stak af fra uheld – 22-årig mand sigtet En 43-årig kvinde kom onsdag kl. 14.15 kørende i sin bil på Sønderskovvej i Lystrup, da en mand på scooter pludseligt kom drønende ud fra Hovmarken og ramte ind i siden på bilen. Scooteren med manden væltede, hvorefter føreren skyndte sig at løbe fra stedet, inden kvinden kunne komme i kontakt med ham.

Politiet blev tilkaldt, og en hurtig efterforskning førte til en lejlighed i nærheden, hvor en 22-årig mand bor. Her sigtede betjentene den 22-årige for ikke at overholde sin vigepligt, for at stikke af fra et færdselsuheld, for ikke at have forsikret scooteren, som han skulle og for at køre uden kørekort.

**
Buspassager fik lussinger En 20-årig mand anmeldte onsdag, at han kl. 8.45 var blevet udsat for vold i en bus i Aarhus C. Han forklarede, at han sad og hørte musik i bussen omkring Emil Vetts Passage, da en gruppe unge mænd gik forbi ham. Den ene stak ham pludseligt en lussing, og det samme gjorde en anden mand i gruppen lige efter.

Herefter gik gruppen ud af bussen. Han tog derefter sammen med et vidne til politistationen, hvor han anmeldte volden. Der var umiddelbart ingen foregående episode i bussen, der kunne forklare, hvorfor den 20-årige blev slået.

Østjyllands Politi efterforsker nu episoden.

**
Mand smadrede rude og stak af En kvinde fik et chok onsdag kl. 10.48, da hun var på besøg på F.G.E Rostrups Vej i Aarhus C. Her så hun ud af vinduet en mand liste rundt i haven, og kort efter bankede det kraftigt på døren.

Hun åbnede ikke, og umiddelbart efter kastede manden en cykellås gennem vinduet. Det fik kvinden til at skrige op, og manden forsvandt hurtigt derfra.

Hun beskriver gerningsmanden som:

• Ca. 170-180 cm høj, kraftig
• Mellemøstlig af udseende, brun hud
• Kort, sort hår
• Iført mørkeblå termojakke og mørke bukser

**
Brand i lejlighed i Aarhus V En gryde med olie på komfuret forårsagede onsdag kl. 15.39 en brand i et køkken på Rydevænget i Aarhus V. En 45-årig kvinde var ved at lave mad på komfuret, da hun forlod køkkenet. Pludseligt opdagede hun, at komfuret stod i brand, og hun skyndte sig sammen med sine børn ud af lejligheden.

Brandvæsnet fik slukket ilden, der dog nåede at give en del skader i dele af lejligheden. Den 45-årige blev efterfølgende sigtet efter beredskabsloven.

** Færdsel Onsdag kl. 7.08 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Randers SV. En 18-årig mand mistede kontrollen over sin bil og kørte ind i et autoværn. Han slap umiddelbart uden skader.

Onsdag kl. 7.28 skete der et færdselsuheld på Holmstrupgårdvej i Brabrand. En 72-årig mand var et kort øjeblik uopmærksom, da han skulle samle noget op i sin bil, og i den forbindelse kørte han ind over et helleanlæg og ramte ind i et skilt. Han slap umiddelbart uden skader. Han blev efterfølgende sigtet for manglende agtpågivenhed i trafikken.

Onsdag kl. 8.15 skete der et færdselsuheld på P. Juul-Jensen Boulevard i Aarhus N. En 64-årig mand vendte sin bil på en parkeringsplads og ramte ind i en 45-årig kvindelig cyklist. Hun slap umiddelbart uden større skader.

Onsdag kl. 8.20 skete der et færdselsuheld i krydset Elmelundsvej/Landevejen i Hadsten. En 25-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 42-årig mand. Begge biler ramte efterfølgende ind i et helleanlæg. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 25-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Onsdag kl. 8.59 skete der et færdselsuheld i krydset Nordborgsgade/Augustenborggade i Aarhus C. En 32-årig mandlig bilist drejede til højre ad Augustenborggade og overså en 30-årige kvindelig cyklist, som han stødte sammen med. Cyklisten slap umiddelbart uden alvorlige skader. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Onsdag kl. 14.19 skete der et færdselsuheld i krydset Nørre Boulevard/Spurvevej i Randers C. En 84-årig kvindelig bilist drejede til venstre ad Nørre Boulevard og ramte ind i en 14-årig dreng, der kom cyklende ligeud. Drengen blev kørt til tjek på skadestuen men slap umiddelbart uden større skader.

Onsdag kl. 21.56 skete der et færdselsuheld i en rundkørsel på Christian X’s Vej ved Jyllands Alle i Viby. En 51-årig mandlig bilist kørte ind i en 35-årig mandlig cyklist. Cyklisten blev efterfølgende kørt til skadestuen til behandling for et brækket kraveben. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

**
Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

• På Kvædevej i Hornslet begået mellem tirsdag d. 19/2 kl. 18.30 og onsdag d. 20/2 kl. 9.10
• På Jelshøjvej i Højbjerg begået onsdag d. 20/2 mellem kl. 6.35 og kl. 16.45
• På Solsortevej i Aarhus V begået onsdag d. 20/2 mellem kl. 8.00 og kl. 16.35
• På Udsigten i Grenaa begået onsdag kl. 23.36


Kilde: Østjyllands Politi