Døgnrapport d. 12-06-2019

onsdag 12. jun, kl. 19:24

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 12. juni 2019

Fremstilling i Retten i Aarhus Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 11.30 i Retten i Aarhus en 58-årig mand, der sigtes for overtrædelse af straffelovens § 192 a ved, under særligt skærpende omstændigheder, at have opbevaret en revolver isat skarpe patroner under sofaen på sin bopæl i Viby.

**

Vidner søges: 25-årig bilist sigtet for vanvidskørsel
En 25-årig mand blev tirsdag eftermiddag anholdt efter en længere jagt gennem Aarhus. Kl. 16.50 kom han kørende på Paludan-Müllers Vej. Her opdagede en patrulje bilisten, som de kendte fra tidligere og vidste, at han ikke havde kørekort. De vendte derfor patruljebilen for at standse den 25-åriges bil. Men i stedet for at holde ind til siden ved synet af de blå blink, satte den unge bilist farten kraftigt op.

Med alt for høj fart kørte den 25-årige rundt i Aarhus i et forsøg på at hægte politiet af. I krydset Jens Baggensens Vej/Katrinebjergvej kørte han direkte ud i krydset uden at standse for ubetinget vigepligt og på Hvidkløvervej kørte han op over fortovet og ramte ind i en parkeret bil, inden han fortsatte flugten. På Jordbrovej mistede han kontrollen over bilen og ramte ind i to parkerede biler. Bilen kunne ikke køre videre, men den 25-årige hoppede ud og sammen med sin hund flygtede han videre til fods. Han blev dog indhentet af patruljen, der kl. 16.52 fik ham overmandet og anholdt. Mandens hund blev aggressiv og nåede at bide en tilfældig borger på gaden og en betjent, inden den blev indfanget og kørt til et internat.

Den 25-årige virkede påvirket af alkohol og stoffer, og han blev både sigtet for narko- og spritkørsel, ligesom han blev sigtet for køre uden førerret. Derudover blev han sigtet for vanvidskørsel ved at have forvoldt fare for andres menneskers liv, ligesom han blev sigtet for flere alvorlige færdselsforseelser og for ikke at have styr på sin hund. Tæt på hvor manden blev anholdt, fandt politiet en pose med kokain, som den 25-årige også blev sigtet for at besidde. Mandens mor blev sigtet for at have overladt sin bil til en person uden kørekort.

Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra vidner til vanvidskørslen, særligt personer der har oplevet kørslen på tæt hold og evt. har måtte undvige bilen. Den 25-årige kørte i en sølvgrå Hyundai og kørte ad Jens Baggesens Vej mod nord/nordøst, krydsede Katrinebjergvej, kørte ad Kløvermarksvej og forulykkede på Jordbrovej lige for enden af Rødkløvervej.

Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi via tlf. 114.

**


Forsøgt standset på scooter En 41-årig kvinde kørte sent tirsdag aften, ved 23-tiden, på scooter ad Viborgvej i nærheden af Tilst Skolevej i Tilst, da tre unge personer forsøgte at standse hende og sparkede på scooteren. Kvinden standsede kort efter op og så tilbage mod personerne, der tog maskering op foran ansigtet og gik hen imod hende, hvorefter hun kørte fra stedet.

Personerne gik efterfølgende ind i Bilka, hvor de er set kort efter kl. 23.30. De beskrives som:

A:
10-11 år Ca. 160 cm høj Mørk i huden Kort, mørkt hår Var iført sort joggingtøj

B:
14-15 år Ca. 160 cm høj Mørk i huden Kort, mørkt hår Var iført grå hættetrøje C:
14-15 år Ca. 155 cm høj Mørk i huden Kort, mørkt hår Var iført en grå jakke Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.

**


Slåskamp ved Vor Frue Kirke Tirsdag kl. 17.21 blev en vagt opmærksom på to mænd, der råbte op på Klostergade foran Vor Frue Kirkeplads i Aarhus. Vagten fornemmede, at situationen var ved at eskalere, og han løb derfor og til de to mænd, der i mellemtiden var endt på jorden, hvor de lå og sloges. Vagten forsøgte at lægge sig imellem og endnu en mand kom til for at hjælpe vagten, der fik lagt den ene af de to mænd i håndjern og fik ringet efter politiet. Da patruljen kom til stedet blev begge mænd, på 22 og 59 år, anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

**


Indbrud i optikerforretning Natten til onsdag kl. 02.19 blev der begået indbrud i optikerforretningen Bilkfang Optik i Langå. Et vidne, der bor i nærheden, hørte et højt brag, efter to personer havde smadret butikkens glasfacade. Herefter løb en tredje person ind i butikken og kom kort efter ud igen med noget i favnen. De tre personer, der alle var iført mørkt tøj og havde hætter over hovedet, løb fra stedet i sydlig retning ad Bredgade mod Langå Station.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set de tre mænd umiddelbart før eller efter indbruddet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**


Færdsel Tirsdag kl. 09.41 skete der et færdselsuheld på Enslevvej i Ulstrup. En 21-årig kvindelig bilist kom kørende ad Enslevvej, da hun ikke overholdt sin vigepligt i krydset ved Haxholmvej og kørte ud foran en bil ført af en 19-årig kvinde. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet. Den 21-årige kvinde blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Tirsdag kl. 22.34 blev en 33-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Glarbjergvej i Randers NØ.

Natten til onsdag kl. 00.15 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en bilist på Sletvej i Tranbjerg.

**


Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Økonomivej i Randers NØ begået tirsdag den 11/6 mellem kl. 00.00 og kl. 02.00
På Skødstrupbakken i Skødstrup begået tirsdag den 11/6 kl. 10.42
På Vestre Bakkevej i Randers NV begået tirsdag den 11/6 mellem kl. 01.00 og kl. 07.00
På Rosenbakken i Grenaa begået mellem mandag den 10/6 kl. 15.00 og tirsdag den 11/6 kl. 17.00

Kilde: Østjyllands Politi