Efterlyser vidner efter eksplosion i Vallensbæk

søndag 16. jun, kl. 12:00

Søndag den 16. juni ca. kl. 01 skete der en eksplosion i et autoværksted på Vejlesvinget med en brand og skade på bygningen til følge.

Ingen mennesker led overlast og Københavns Vestegns Politi efterforsker nu årsagen og hændelsesforløbet op til hændelsen:

"Hvad der har forårsaget eksplosionen skal kriminaltekniske undersøgelser klarlægge i de kommende dage. Lige nu arbejder vi ud fra en antagelse af, at der er tale om en kriminel handling, men vi er i den indledende del af efterforskningen, og det er for tidligt at spekulere i eventuelle motiver," siger vicepolitiinspektør Peter Malmose, Københavns Vestegns Politi.

Han tilføjer, at politiet meget gerne hører fra vidner, som måtte have set eller hørt noget mistænkeligt i området ved Vejlesvinget før, under eller efter hændelsen, som skete ca. kl. 01, såvel som borgere, der i øvrigt måtte have oplysninger om sagen.

Vicepolitiinspektøren ønsker ikke at kommentere på ejerforholdet af værkstedet men oplyser, at det naturligvis indgår i efterforskningen.

Man kan henvende sig døgnet rundt til Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448.

Kilde: Københavns Vestegns Politi